Gennemførte C-kurser bliver adgangskrav for B-licens
Fra 1. januar 2021 bliver gennemførte C-kurser adgangskrav for at kunne påbegynde B-licensen.
Som følge af krav fra UEFA kan man som fodboldtræner i 2021 ikke længere påbegynde sin træneruddannelse direkte på B-uddannelsen. Man skal derimod påbegynde sin træneruddannelse på C1 og gennemførte den samt C2, før man kan gå til B-uddannelsen.
Danske fodboldtrænere skal ikke lade sig afskrække
Trænerudviklingschefen i DBU, Peter Rudbæk, synes ikke de danske trænere skal lade sig afskrække af de nye krav:
- De nye krav fra UEFA har kun den betydning for de danske fodboldtrænere, at de skal forholde sig til C1- og C2-kurserne, som tager 24 timer i alt.
C-uddannelsen bliver tilpasset
Ifølge Peter Rudbæk bliver der i øjeblikket forberedt en tilpasning af især C2-kurset, så man som fodboldtræner har mulighed for at få relevant undervisning:
- Det vigtige er, at vi får dygtige trænere, som kan udvikle fodboldspillere og skabe gode rammer, så spillerne spiller fodbold i mange år. Derfor bliver C2-uddannelsen også tilpasset på en måde, så trænerne får undervisning om lige præcis den målgruppe, de træner og har interesse for.
Der vil i løbet af året blive sendt nærmere information til de danske trænere og klubber. Du kan læse meget mere om DBU’s uddannelser herunder.