Lørdag den 6. juni ruller kvindefodbolden igen i Danmarks bedste fodboldrække. Og det bliver med et ordentligt brag – og en massiv tv-dækning på både Dplay, Eurosport 2 og SPORT LIVE.

’Genstarts-kampen’ mellem FC Nordsjælland og Fortuna Hjørring kan ses direkte på Dplay og Eurosport 2 fra kl. 14.00 og senere på den nye sportskanal SPORT LIVE.

Discovery, SPORT LIVE og DBU har indgået en stærk tv-aftale om Gjensidige Kvindeliga, der dermed kommer til at rulle over danskernes fjernsyns-skærme og devices i langt højere grad end før.

”Det er et unikt samarbejde mellem Discovery og SPORT LIVE, der gør, at vi her i juni kan få en hidtil uset dækning af vores kampe i Gjensidige Kvindeliga. Det er helt fantastisk for klubberne, spillerne, fansene, vores partnere og ikke mindst for den fortsatte udvikling af dansk kvindefodbold,” siger Nicolai Kaas Nordstrøm, ligachef for kvindeligaen.

Aftalen mellem Discovery og DBU betyder, at alle fem spillerunder her i juni bliver dækket live på Dplay og Eurosport 2 samt genudsendt på SPORT LIVE. Derudover vil de to tv-kanaler producere et ugentligt magasin om Gjensidige Kvindeliga, som vil blive sendt på både Dplay og begge kanaler.

”Det er jo en helt speciel situation med den massive nedlukning af dansk idræt, og derfor er vi glade for, at vi på denne måde både kan få mulighed for at sende live på Eurosport 2 og samtidig hjælpe kvindefodbolden til en større eksponering,” siger Sportsdirektør hos Discovery Networks Danmark, Christian Thye-Petersen.

Hos SPORT LIVE er der også stor begejstring for aftalen:

”Hele ideen med SPORT LIVE, der foreløbig kan ses hos ca. 100.000 danske husstande, er at bringe så meget dansk idræt som muligt ud til de danske seere, så dette samarbejde omkring kvindeligaen ligger helt i tråd med den ambition,” siger Flemming Kjellerup, direktør i SPORT LIVE.

kvindeliga.dk kan du finde det helt nye kampprogram for både slutspillet og kvalifikations-spillet i Gjensidige Kvindeliga. Her får du også de seneste nyheder, video-reportager, spillerinterviews, statistik og meget mere.

Læs også: Gjensidige Kvindeliga genoptages 6. juni
Læs også: PentaBase COVID-19-test muliggør genstart af Gjensidige Kvindeliga
Læs også: Kampprogrammet for kvindeligaen er klar