Rekordmange børn på DBU Get2 Fodboldskole trods corona
DBU Get2 Fodboldskole sætter i år rekord med knap 1.400 børn fra udsatte boligområder på 21 skoler på trods af corona-krisen. Det skaber enorm glæde i DBU og DIF.
For 10 år siden blev de første fem DBU Get2 Fodboldskoler afviklet som et særligt tilbud til børn i udsatte boligområder, der kunne have svært ved at finde midlerne til at deltage i en klassisk fodboldskole. Dengang deltog i alt 256 børn. I år vil der i jubilæumssæsonen blive afholdt 21 fodboldskoler i de udsatte boligområder med i alt 1.375 børn – begge dele er rekord.
I lang tid var det ellers usikkert, om skolerne kunne afholdes på grund af corona-krisen, som lukkede idrætsforeningerne ned og stadig lægger et loft over størrelsen på forsamlinger. Men de seneste ændringer i retningslinjerne for udendørs idræt gør det muligt at lade børn mødes til sommerskolerne, og dermed fik også DBU Get2 Fodboldskole grønt lys.
Vigtigheden af dette kan ikke overvurderes, mener DIF’s formand, Niels Nygaard.
”Get2 Fodboldskolerne har aldrig været vigtigere end i år. Alle idrætsforeninger har været lukket ned, og derfor har mange børn i en lang periode manglet et godt og trygt fællesskab, og det gælder især i de udsatte boligområder. Derfor glæder jeg mig over, at skolerne kan afvikles og tilmed med et rekordstort antal deltagere,” siger Niels Nygaard, formand i DIF.
DIF og DBU har sammen afviklet DBU Get2 Fodboldskoler siden 2011 som et særligt tilbud til børn i udsatte boligområder, for hvem udgiften til en klassisk DBU Fodboldskole kan være for stor. Derfor betaler deltagerne på DBU Get2 Fodboldskole kun et symbolsk beløb for at deltage, så alle har mulighed for at deltage og opleve fodboldens fantastiske fællesskab.
”Corona har skabt en historisk sundhedskrise i Danmark og Europa og lukkede dansk fodbold hele foråret. Men nu ruller bolden igen, og med Get2 fodboldskolerne har vi i højere grad end nogensinde chancen for at vise, at fodbold er en fantastisk måde at tage hånd om alle i samfundet. Derfor glæder det mig også ekstra meget, at rekordmange børn fra sårbare miljøer mærker fodboldskolernes begejstring i år,” siger Jesper Møller, formand i DBU.
Én klub har været med hele vejen
DIF Get2 Fodboldskoler bliver afholdt i et samarbejde mellem DBU, DIF og lokale fodboldklubber i de udsatte boligområder. En af de 20 klubber er ACFC, der ligger i Gellerupparken i det vestlige Århus. Og netop ACFC har som den eneste klub afholdt DBU Get2 Fodboldskole hvert eneste år, og afholder som den eneste klub to Get2 fodboldskoler i år.
”Hvis man kender bare lidt til Gellerup, så vil man vide, at DBU Get2 Fodboldskoler betyder rigtig meget for børnene. De får mulighed for at sige, at de har været på en rigtig fodboldskole, ligesom børnene i Risskov og Beder-Malling. Og den fodboldtrøje, de får, er som en landsholdstrøje for dem, siger Afif Abdallah, der er formand i ACFC, og fortsætter:
”I Gellerup er 48 procent af beboerne under 21 år, så der er slet ikke nok voksne til børnene. På fodboldskolen får de voksenkontakt, og det er ekstra vigtigt i denne sommer, hvor de alle sammen bliver i Danmark, da de ikke kan rejse til udlandet. Og hvis de ikke har noget fornuftigt at give sig til, så bruger børnene nogle gange deres fritid på noget, som ikke er så godt,” siger ACFC-formanden.
DBU Get2 Fodboldskole løber af stablen fra uge 27 med start mandag den 29. juni. Den sidste skole afvikles i uge 35.
Mange af skolerne vil få besøg af lands- og lokalpolitikere, der viser deres opbakning til skolerne. Blandt andet vil udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye besøge Get2 fodboldskolen i Ishøj onsdag den 1. juli klokken 10.30. Pressen er velkommen til at besøge skolerne, og DBU og DIF kan hjælpe med at skaffe cases og kontaktinformation.
Kontakt Lars Hestbech, DIF (ferie i uge 28-30), lhe@dif.dk, 23323784, Alexander Paaske, DBU (ferie i uge 32-33), alpa@dbu.dk, 42734400
DBU Get2 Fodboldskoler i 2020:
Uge 27: Ishøj IF, Høje Taastrup Idrætsforening/TG80, ACFC (Gellerup) Uge 28: Nakskov FC, AaB Uge 29: AIF/BS72 (Albertslund), Haderslev FK, Esbjerg IF 92 Uge 31: NFC/Toreby (Lolland Falster), Høje Kolstrup B 81 (Aabenraa) Uge 32: Hundige Boldklub, Union/Brønshøj, Holbæk BI, Hasle BK, ACFC (Gellerup), Munkevængets F & I, B1909 (Vollsmose), FC Nørremarken (Vejle), Randers KFUM Uge 35: Viby IF, B52 Aalborg
UEFA-penge medvirkende til rekord:
DIF get2sport blev sidste år tildelt prisen UEFA Foundation for Children Award efter nominering af DBU. Med prisen fulgte et beløb på 45.500 euro, hvilket har gjort det muligt at udvide antallet af DBU Get2 Fodboldskoler i 2020 fra 15 til 21. Prisen går hvert år til almennyttige organisationer, der forbedrer levevilkårene for marginaliserede og udsatte unge via fodbold eller via sport generelt. Desuden finansieres fodboldskolerne af midler fra DBU, DIF, TrygFonden og satspuljemidler via Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Om DIF get2sport:
DIF’s særlige indsats for at sikre et velfungerende idrætsforeningsliv i udsatte boligområder. DIF get2sport aflaster de frivillige kræfter, så de kan koncentrere sig om træningen og klubdriften i stedet for at sande til i praktiske og sociale problemer. DIF get2sport samarbejder pt. med 60 foreninger i 50 udsatte boligområder i 25 forskellige kommuner og får støtte fra satspuljemidlerne og TrygFonden.