Lørdag eftermiddag skulle det, på Lerpytter Stadion i Thisted, afgøres hvem der skulle løbe med titlen som pokalvinder 2020. Finalen i Sydbank Kvindepokalen stod mellem FC Thy-Thisted Q og FC Nordsjælland, begge hold var for første gang i historien finalister i pokalturneringen.

Kampen startede nervøst fra begge hold, og det var tydeligt, at der ikke var meget finale-erfaring på de to mandskaber. En intens og jævn affære udspillede sig, og det var ikke mange chancer, de to hold kom frem til i første halvleg.

15 minutter skulle der gå før en reel chance var at finde, da FC Nordsjællands Lærke Tingleff banker et langskud på overliggeren. Dog stadig 0-0 i Thisted. Dybt inde i første halvlegs overtid fangede Camilla Kur en returbold fra FC Thy-Thisted Q’s keeper Maya Østergaard og sendte bolden i mål. FC Nordsjælland kunne gå til pause i front 1-0.

I anden halvleg fortsatte en dramatisk affære, hvor begge hold fightede intenst. Der skulle dog ikke komme flere mål, og Camilla Kur kunne dermed kalde sig matchvinder i hendes sjette pokalfinale.

FC Nordsjælland vandt 1-0 og kan dermed kalde sig pokalmestre anno 2020. Det er første gang siden 2010, at hverken Fortuna Hjørring eller Brøndby har vundet turneringen, og første gang at pokaltitlen lander i Farum, efter klubben lancerede deres kvindehold.

Nordsjællændernes unge stjernefrø, Kathrine Møller Kühl, blev kåret til årets pokalfighter på hendes sidste dag som 16-årig.

 

Herunder kan du se FC Nordsjællands jubelrus, når anfører Catrine Gryholt løfter pokalen.