Der var ingen at juble med, der var ingen at vende stort og småt med efter træningen. 40 procent af de danskere, der var aktive før coronanedlukningen, holdt helt op med at dyrke motion, da samfundet lukkede ned. Der var nemlig ikke længere en træner eller en holdkammerat, som hev fat i en, hvis man var blevet væk fra en træning. Det forpligtende fællesskab var med andre ord væk.

Frafaldet havde også en social slagside. Undersøgelser af konsekvenserne af coronanedlukningen viser, at danskere med højt uddannelsesniveau bare fortsatte med at dyrke motion, mens danskere med lavt uddannelsesniveau i stor stil blev fysisk inaktive.

Heldigvis er idrætsfællesskaberne efterhånden kommet i gang igen i forbindelse med den gradvise åbning af samfundet, men disse foreningsfællesskaber er ikke en selvfølge i hele Danmark. Der er nogle steder i Kongeriget, hvor det er særlig vanskeligt at drive en idrætsforening, og hvor de frivillige kræfter kan ende op med så mange opgaver og problemer, at de til sidst giver op. Det er blandt andet tilfældet i de udsatte boligområder.

I disse boligområder er der mange udfordringer forbundet med at drive en idrætsforening baseret på frivilliges indsats. Jo højere social status, man har, jo mere engagerer man sig også i frivilligt arbejde og omvendt. Frivilligt arbejde er drevet af et mentalt og socialt overskud i dagligdagen.

Desuden er der også nogle kulturelle ting i beboersammensætningen, som gør det vanskeligt at drive en idrætsforening. Mange beboere med anden etnisk baggrund kommer fra lande og kulturer, hvor man ikke gennem generationer er opflasket med et frivilligt foreningsliv. Det er ikke en selvfølge, at de melder sig, når der skal køres til udekampe, eller at de bruger 10 timer om ugen på at være træner for et ungdomshold.

Men vigtigheden af velfungerende idrætsforeninger i de udsatte boligområder er enorm. Det er her, hvor mange børn får en voksenkontakt af uvurderlig betydning og et altafgørende alternativ til gadehjørner og negative fællesskaber. Og børnene i de udsatte boligområder skal have mulighed for at komme med i foreningsfællesskaberne, også selvom mor og far måske ikke har så mange penge. Denne sommer har vi sammen besøgt de særlige DBU Get2 Fodboldskoler, hvor børn fra de udsatte boligområder for et symbolsk beløb har kunnet opleve glæden ved en fodboldskole hos de lokale foreninger. 21 skoler bliver der afviklet i de udsatte boligområder med 1.375 børn, og det er et essentielt tilbud oven på et forår uden foreningsfællesskaber.

Vi har tal, der viser, at 52 procent af de indvandrere og efterkommere, der er medlemmer af en forening, mener, at man kan stole på de fleste mennesker. Det tilsvarende tal for indvandrere og efterkommere, som ikke er medlem en forening, er kun 39 procent. De frivillige kræfter i idrætsforeninger skal lave idræt og ikke integration, men tallene er med til at understrege, hvor vigtigt det er at få alle med i idrætsforeningerne. Det er en fælles ambition for os, at det sker.