Virtuelt badge til fodboldtrænere med DBU-kurser på CV’et
Fremover får alle fodboldtrænere synliggjort, hvis de har gennemført en DBU træneruddannelse. En oversigt over kurserne, samt et særligt, vituelt badge, bliver nemlig vist i IT-redskabet KampKlar.
Der er en lang række danske fodboldtrænere, som hvert år dygtiggør sig på en DBU træneruddannelse, til glæde for trænerne selv, men ikke mindst for de mange tusinde fodboldspillere, som får glæde af deres kundskaber.
Derfor giver det også god mening, at man fremover klart og tydeligt vil kunne se, hvilken faglig ballast træneren har i rygsækken.
En helt ny funktion i DBU’s særlige IT-redskab, KampKlar, giver nemlig et overblik over trænerens gennemførte DBU-uddannelser til alle, der er tilknyttet den pågældende træners hold i KampKlar.
Fra C-kurser til inspirationsseminarer
Kurserne spænder vidt på uddannelseshylderne. Fra kurserne i C-træneruddannelsen til Pro-trænerforløbet.
Fælles for alle uddannelserne er, at de gør kursisterne bedre til at træne fodbold. Og dét skal synliggøres.
- Uddannelse gør en forskel. Også når det er en fodboldtræner, som er på skolebænken. Derfor glæder det mig også, at vi nu kan synliggøre og anerkende de mange kursister, som vi uddanner år efter år. Ikke bare for den enkelte træners skyld, men også for at interessenterne omkring hvert enkelt hold, får et indblik i trænerens kompetencer, udtaler Henriette K. Jensen, som er uddannelseschef hos DBU Jylland.
Blot et enkelt tryk kan give overblikket
Rent praktisk fungerer den nye funktion i KampKlar på den måde, at træneren får et særligt badge ved siden af sit navn, hvis denne vel og mærke har gennemført et DBU træneruddannelse.
Ved at trykke på det pågældende badge får man en oversigt over de kurser og uddannelser, som træneren har gennemført – samt hvornår vedkommende gennemførte dem.
Oversigten er kun tilgængelig for de personer, som i øvrigt har adgang til det pågældende hold i KampKlar.