København og DBU vil styrke fodbolden med ny aftale
EM på hjemmebane er på trapperne, og Københavns Kommune og Dansk Boldspil-Union indgår nu en aftale, hvor fodbold kan bruges som løftestang, når det kommer til områder som sundhed og social integration.
Pige-kvindefodbold, brobold, baner og E-fodbold er blot nogle af de områder, som den nye aftale mellem Københavns Kommune og DBU indeholder. Og det er ikke helt tilfældigt, at aftalen lander netop nu. For det omfangsrige event EURO2020, der kulminerer i sommeren 2020, finder sted i netop København.
Kultur- & fritidsborgmester Franciska Rosenkilde glæder sig over den nye aftale.
”Fodbold giver en masse mennesker sved på panden, meningsfulde fællesskaber og store sportslige oplevelser. Derfor er jeg utrolig glad for, at Københavns Kommune har indgået aftale med DBU om at udvikle fodbolden i København her få måneder før, at EM 2020 løber af stablen. Med aftalen vil vi blandt andet udvikle pige- og kvindefodbolden, inddrage flere målgrupper i fodboldaktiviteter og bruge fodbolden som løftestang på integrations- og sundhedsområdet,” siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å).
Mere fodbold til københavnerne
Københavns Kommune har store ambitioner på idrætsområdet, mens DBU arbejder for at synliggøre og ikke mindst udnytte fodboldens samfundsværdi. Derfor er det en stolt formand for DBU, Jesper Møller, der netop har underskrevet den nye aftale:
”Det er med glæde og stolthed i stemmen, at vi nu har fået landets hovedstad med ombord. Vi står overfor den største fodboldfest på dansk jord nogensinde og sammen med Københavns Kommune er vi værter for det store event. Derfor er det helt oplagt at udbrede fodboldens fordele til alle byens borgere med den nye aftale,” udtaler Jesper Møller.
Fodbold er mere end blot fodbold
Aftalen mellem Københavns Kommune, DBU og DBU København indeholder blandt andet fokus på at udnytte det store potentiale i at inkludere flere piger og kvinder i byens fodboldklubber, byrummet skal højere grad skal udnyttes, så børn kan introduceres til fodbold og foreningsliv via brobold, mens udviklingen af især E-fodbold og sundhedsområdet er vigtige nedslagspunkter i den nye aftale, fortæller Jesper Møller:
”Fodbold er en motor for fællesskaber, sundhed og socialt ansvar og med den nye aftale kan vi bidrage positivt og til glæde og gavn for københavnerne og byens klubber og foreningsliv,” afslutter formanden.
DBU har indgået velfærdsalliancer med 30 af landets kommer, og aftalen mellem DBU og Københavns Kommune løber til og med 2023.