Økonomisk støtte til fodbold, fællesskaber og flygtninge
DBU’s Ungdomsfond har uddelt midler til initiativer og projekter, der skal styrke sammenholdet i de danske klubber, men også initiativer, der inddrager flere i fodboldens fællesskaber.
Fodbold som billet ind i det danske samfund?
Team Tornby-Horne-Hirtshals er blandt de klubber, der dette efterår fik tildelt økonomisk støtte fra DBU’s Ungdomsfond. Klubben søgte primært penge til at hjælpe flygtningemedlemmer med betaling til en fælles træningslejr for klubbens U15 og U16-hold, da de ikke selv har mulighed for at betale for at deltage i træningslejren.
Klubben beskriver i sin ansøgning, hvordan fodbolden giver flygtningene anerkendelse og en billet ind i det danske samfund. Derfor er det vigtigt for klubben, at de bliver mødt på lige fod med etniske danskere, hvilket den økonomiske støtte er med til at bakke op om, fortæller træner i Team Tornby-Horne-Hirtshals, Kasper Bang:
”Vi behandler alle vores medlemmer ens, uanset hvor de er fra. Jeg har fulgt holdet og vores flygtningemedlemmer i flere år, og fodbolden har hjulpet både med sprog og integration. Det har været en vild udvikling at følge – både for spillere og forældre,” siger Kasper Bang.
Fællesskabet i fokus
Særligt i år har netop fællesskabet været en mangelvare for mange børn og unge rundt om i landet. Derfor har et ekstra fokus i denne omgang for DBU’s Ungdomsfond været at give danske fodboldklubber økonomisk støtte til sociale arrangementer, mens der primært er blevet uddelt økonomisk støtte til kommende fodboldture med holdkammeraterne.
Følgende klubber har fået tildelt midler fra DBU’s Ungdomsfond:
- Ringsted Pigefodbold
- Nyborg G- og IF Fodbold
- Boldklubben Hellas
- Skensved IF
- AIA Tranbjerg
- Farsø-Ullits IK
- Person med tilknytning til DCU (Danmarks Cykel Union)
- Jetsmark IF
- Bagsværd Boldklub
- Kolt/Hasselager IF
- Team Tornby-Horne-Hirtshals
- Aarslev Boldklub
I foråret behandler DBU’s Ungdomsfond af 18 maj 1964 igen ansøgninger, der har brug for en økonomisk håndsrækning. Det kan være aktiviteter for klubber og institutioner, men også til idrætsudøvere, der uforskyldt er kommet til skade. Deadline for ansøgning i foråret er 31. marts 2020.
Du finder mere information her.