Byd på at lægge græs til U21-landsholdets kampe
Det er nu muligt at byde sig til, hvis man som stadion eller kommune ønsker at danne hjemmebane for Danmarks U21-landshold fra sommeren 2021.
Der er nu åbnet for, at kommuner og stadions landet over kan byde på at være hjemmebane for kommende internationale topbrag for U21-landsholdet. Holdets næste EM-kvalifikation begynder fra august 2021, men hjemmebanefordelen gælder hele to kvalifikationsrunder over perioden, der løber frem til 31. december 2024.
En potentiel ny hjemmebane for U21-landsholdet skal sikre rammer og faciliteter, der forhåbentlig kan være med til at sikre endnu mere succes for spillerne på banen – og en god oplevelse for fans på tribunerne. Det siger administrerende direktør i DBU, Jakob Jensen.
”Det, som Aalborg har formået at skabe i de år, de har været hjemmebane for U21-herrerne, har været fantastiske fodboldoplevelser på et højt, internationalt niveau. Når landsholdet spiller i afgørende EM-kvalifikationskampe, så er det altid med og mod nogle af de største, unge talenter i international fodbold. Og den oplevelse glæder vi os til at give til fansene igen så snart, det er muligt – i samarbejde med det kommende hjemmebanestadion,” siger Jakob Jensen.
For at opfylde kravene for afvikling af U21-landskampe skal stadion som minimum have plads til 5.000 siddende tilskuere, rammerne omkring stadion, fx hotelfaciliteter i nærheden og den øvrige infrastruktur, skal være i top og så skal der være mulighed for at skabe en god stadionoplevelse for de danske fans med fx fanzone-aktiviteter.
Du kan læse mere om kravene og finde al information om udbuddet lige her.