Dansk fodbold skal have nye og mere moderne rammer. Det gælder både stadions, hovedkontor til administration og træningscenter med plads til både træning og analyser for dansk fodbold.

Det er visionen for DBU’s bestyrelse, der netop har fremlagt en visionsplan for et nyt træningscenter og hovedkontor. DBU vil desuden gå aktivt ind i modernisering af både Telia Parken i København og etablering af nyt område i Kongelunden i Aarhus.

Sidste efterår meldte DBU’s bestyrelse ud, at dansk fodbold trænger til mere moderne og bæredygtige faciliteter. Både i form af mere moderne stadions i det østlige og vestlige Danmark til landskampe og internationale landsholdsturneringer – gerne med mulig tilskuerkapacitet op mod hhv. 50.000 og 25.000 – samt et ny hovedkontor og nationalt træningscenter.

Siden har bestyrelsen drøftet forskellige modeller, og DBU’s administration har analyseret forskellige muligheder og været i dialog med mange aktører i dansk fodbold. På baggrund af dette arbejde har DBU’s bestyrelse besluttet at gå videre med en samlet visionsplan, der indeholder:

  • En mulig modernisering af Telia Parken i København som nationalstadion og hjemmebane for Herrelandsholdet i de fleste, større landskampe. DBU vil gå i dialog med Parken Sport & Entertainment som ejere samt Københavns Kommune og være med til at udvikle planer for et mere moderne stadion med bedre og moderniserede faciliteter for fans, spillere og sponsorer samt mulighed for flere pladser – gerne op mod 50.000.

  • Etablering af nyt og moderne stadion – gerne med plads til 25.000 tilskuere - i Kongelunden i Aarhus. Aarhus Kommune og AGF er allerede langt i arbejdet, og nu ønsker DBU at bidrage med aftale om landskampe samt etablering af hovedkontor for DBU Jylland med tilhørende administration, kurser m.m. DBU Jyllands nuværende hovedkontor i Tilst ved Aarhus vil som led i planen blive i Kongelund i stedet.

  • Etablering af trænings- og videnscenter for dansk fodbold ved Syddansk Universitet i Odense. Her skal der være plads til både træningsbaner, innovation-, analyse- og forsknings-enheder, der kan gøre Danmark til en førende nation indenfor forskning, viden og udvikling af fodbold til også at fremme sundhed, trivsel, bæredygtighed og ikke mindst sikre talentudviklingen på allerhøjeste niveau. DBU fortsætter dialogen med Syddansk Universitet samt Odense Kommune og vil nu konkretisere det fremtidige arbejde.

  • Etablering af nyt hovedkontor for DBU, Divisionsforeningen og Kvindedivisionsforeningen ved siden af Parken i København med mulighed for flere parter herunder fodbold- og idrætsorganisationer. DBU’s nuværende hovedkontor i Brøndby vil som led i planen skulle sælges.


De forskellige tiltag er del af en samlet visionsplan, der nu skal drøftes og undersøges i tæt samarbejde med de relevante parter. Det er med andre ord en retning for, hvordan DBU gerne vil udvikle rammerne for dansk fodbold, fortæller DBU-formand Jesper Møller og næstformænd Bent Clausen og Thomas Christensen, der samtidigt understreger, at visionen afhænger af godkendelser hos mange aktører:

”Fodbold udvikler sig i hastigt tempo, og vi ønsker at udvikle dansk fodbold på bedste vis og give danskerne det bedste af verdens bedste sportsgren. Derfor ønsker vi at skabe og udvikle nye rammer, både med mere moderne stadions til landskampe, et moderne træningscenter og med gode rammer for kurser, møder og administration. Det mener vi er den rette vej for udviklingen at både bredde- og elitefodbold.  Vi har nu en vision og sammen med relevante parter vil vi nu arbejde på at konkretisere arbejdet og beslutte, hvordan vi sammen kan nå i mål. Vi har sat en retning og går nu i dialog med de relevante kommuner, klubber og selskaber. Kun i tæt samarbejde kan vi skabe de bedste rammer for udviklingen af dansk fodbold, for der er lang vej endnu,” siger formanden og de to næstformænd.


DBU’s bestyrelse har besluttet visionsplanen og har nu bedt DBU’s ledelse arbejde videre med de enkelte elementer i tæt samarbejde med de relevante kommuner, organisationer og virksomheder. DBU’s direktør, Jakob Jensen, er positiv over det høje ambitionsniveau og ser frem til at arbejde videre med at få visionerne konkretiseret, fortæller han:

”Vi ønsker de bedste rammer for dansk fodbold. Det gælder for vores 16 landshold i forhold til træninger og kampe men også for de mange frivillige og medarbejdere, der arbejder med fodbold. Men vi kan ikke gøre det alene. Samtidigt skal vi sikre finansiering af de mange projekter i en tid, hvor fodbolden mister indtægter på grund af corona-restriktioner. Vi skal derfor være ambitiøse på den lange bane og løse de aktuelle udfordringer på samme tid,” siger Jakob Jensen.