Hvor skal Robert Skov spille, hvad fik Hjulmand til at udtage Joakim Mæhle, og hvor meget imponerede Rasmus Falk under kampen mod Manchester United?

Kom helt tæt på Kasper Hjulmands første landsholdsudtagelse i podcasten, Jeg er landstræneren, der er første udsendelse i landsholdenes nye podcast, Landsholdslejren.

Her fortæller Hjulmand om de første måneder i jobbet som landstræner, og så åbner han op om sin første trup, der netop er offentliggjort.

Han kommer blandt andet ind på, hvilken rolle Robert Skov kan se frem til på landsholdet.

”Robert Skov har endelig fået en plads, hvor han bliver trænet i Hoffenheim fremover. Og det bliver venstreback. Det er klart, at det vil jeg understøtte på landsholdet. Hvis han spiller 40 Bundesliga-kampe som venstreback, så bliver det svært for mig ikke at understøtte den udvikling. Han kan bruges som kant eller venstreback,” siger Kasper Hjulmand om udtagelsen af Robert Skov, og hvor på banen han tænker at bruge Hoffenheim-profilen.

I podcasten uddyber Hjulmand også sine grunde til at udtage Rasmus Falk, som han var meget imponeret af i forbindelse med FC Københavns Europa League-kvartfinale mod Manchester United.

”Specielt den sidste måneds tid har han taget et nyt step. At han på europæisk niveau kan folde sig fuldt ud. Det er ikke kun på grund af en god kamp mod United, han har vist meget i år. Rasmus Falk har været en dominerende spiller i Danmark i mange år, og nu er han det også på europæisk plan. Han ligger og vender Pogba af. Det er substans i, hvad han laver. Han kommer ind i truppen med stor selvtillid, som vi kan få en masse ud af,” lyder det fra landstræneren.

Vært på podcasten er journalist og kommentator Morten Glinvad.

Lyt til podcasten, der hvor du lytter til podcasts, eller lige her.

Du kan også lytte til den her.