Moderne rammer og faciliteter skal styrke dansk fodbold. Det mener DBU’s bestyrelse. For med et moderne hovedkontor, hvor man i højere grad kan afholde møder, kurser og arrangementer og komme endnu tættere på Herrelandsholdets hjemmebane i Parken, vil dansk fodbold stå stærkere. Og det at komme endnu tættere på samarbejdspartnere og organisationer, vil kun føre en vej for kvaliteten af dansk fodbold, mener Jesper Møller, formand i DBU:

”Et moderne hovedkontor er afgørende for at udvikle dansk fodbold. Vi håber at kunne skabe et hovedkontor, hvor vi kan bo sammen med andre idrætsorganisationer og styrke samarbejdet om udviklingen af dansk fodbold endnu mere,” forklarer Jesper Møller. 


Det er ikke kun medarbejdere i DBU, der potentielt får nyt hovedkontor i hovedstaden. Også Divisionsforeningen, Kvindedivisionsforeningen, DBU København og Boldklubben Skjold, skal muligvis til at finde en ny vej til arbejde, hvis visionsplanen gennemføres.


Hos Divisionsforeningen er man positive overfor et potentielt nyt hovedkontor:

”Vi glæder os over muligheden for at dansk fodbold får et nyt kraftcenter. En samling af viden og ressourcer kan blive til stor gavn for både vores medlemmer i 3F Superliga, NordicBet Liga og 2. Division, men også resten af fodbold-Danmark,” siger direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen.


Det samme gør sig gældende for de mulige interessenter hos blandt andre DBU København og Boldklubben Skjold.


DBU København-formand Jesper Gradert udtaler:

”DBU København støtter naturligvis op om initiativer, der kan være med til, at det samlede facilitetsniveau hæves for de københavnske fodboldklubber og idrætten i øvrigt.”


Bestyrelsesformand Jan Sørensen for Boldklubben Skjold mener sagtens, at DBU´s flytteplaner kan forenes med visionen for området:

”For os er det afgørende, at vi får udviklet attraktive faciliteter til børn og unge, så vi udnytter de muligheder, som byen tilbyder. At DBU nu også er interesseret giver forhåbentlig nogle flere muskler til at få skabt et moderne idrætskompleks, som giver nye muligheder for alle involverede inklusiv vores naboer i FCK og Sparta. Hvis vi tænker os om, og sætter alle parter omkring bordet, er der gode muligheder for, at København kan få skabt nogle unikke idrætsfaciliteter suppleret med DBU’s ønske om administration.”