Klubsponsorer kan skræmmes væk af ny kviklånslov
Den nye lov om markedsføring af kviklån kan komme til at skade foreningslivet i Danmark, herunder breddefodboldklubber som i rigtig mange tilfælde sponsoreres af banker. I sidste ende kan bankerne nemlig trække deres støtte til foreningslivet af frygt for at blive straffet.
Den nye kviklånslov, som trådte i kraft den 1. juli, forbyder, at banker og spilfirmaer må reklamere i forbindelse med hinanden. Denne del af lovgivningen kan få store konsekvenser for sportens verden, og det gælder altså ikke kun landsholdene i fodbold og Danmarks Cykle Union, som senest har været i mediernes søgelys. Det gælder også en lang række breddeklubber, hvis økonomi i nogen grad hviler på gode sponsorater fra lokale banker. forklarer næstformand for breddefodbolden i DBU, Bent Clausen:
”Ingen kan jo være uenige i vigtigheden af at sikre danske forbrugere, og at vi skal bekæmpe ludomani. Men jeg er forundret over, hvor firkantet loven bliver tolket, når det kommer til delen om, at banker og spilfirmaer slet ikke må markedsføres i forbindelse med hinanden. Den del kan komme til at sætte frivillige foreningsfolk i en gevaldig knibe. Flere politiske ordførere har da også udtalt, at loven rammer forkert i forhold til deres ønske med den. Derfor håber vi, at loven snarest bliver lavet om,” udtaler Bent Clausen.
Med den nye lov vil banker kunne blive straffet, hvis deres logo optræder i forbindelse med et spilfirmas logo. Et tænkt eksempel kunne være, at en lokal bank pryder en bande i en fodboldklub, og at modstanderholdet spiller kamp i en trøje, hvorpå der reklameres for et spilfirma. I en sådan situation vil banken, der har givet det lokale foreningsliv et vigtigt sponsorat, i teorien bryde loven, fordi logoerne i situationen optræder i forbindelse med hinanden.
”Vi er bange for, at de frivillige ude i klubberne, bliver pålagt en umulig opgave i at sikre, at deres sponsorers logoer ikke kan komme til at optræde i en ulovlig sammenhæng. Dette vil jo kunne ske helt uforsætligt. I sidste ende er vi bange for, at bankerne ikke længere tør sponsorere for eksempel fodboldklubberne, fordi de ikke vil løbe risikoen i at kunne blive straffet” siger Bent Clausen.