DBU vil være med i Aarhus-stadionplaner
Kongelunden i Aarhus skal danne ramme om et nyt stadion. Aarhus Kommune og AGF er allerede langt med arbejdet og nu vil DBU bidrage, så fodboldfaciliter og administration forenes, når det nye stadion ser dagens lys.
DBU’s bestyrelse har besluttet at gå aktivt ind i processen om et nyt stadion i ’Smilets By’. Det er nemlig nødvendigt med et moderne stadion af nyere karakter i det vestlige Danmark, hvis vi skal spille landskampe og tiltrække internationale turneringer grundet UEFA’s krav til stadions, fortæller formand i DBU, Jesper Møller:
”Det er afgørende med et nyt og moderne stadion med mulighed for plads til 25.000 tilskuere, hvis vi skal kunne byde på for eksempel EM og VM-værtskab for kvinder i 2025 og 2027, og så Aarhus også får mulighed for at danne ramme om store fodboldbegivenheder til glæde og gavn for alle. Derfor vil jeg gerne rose Aarhus Kommune, AGF og investorerne for det ihærdige og hårde arbejde, som vi nu også aktivt gerne vil være en del af,” udtaler Jesper Møller.
Planerne for et nyt stadion i Aarhus blev første gang præsenteret sidste år. Her fremlagde Aarhus Kommune, Lind Invest og Salling Fondene planerne for området ved Ceres Park & Arena, men også for det nye stadion, der forhåbentlig ser dagens lys i 2025.
Med et nyt stadion i Aarhus vil både Herrelandsholdet, Kvindelandsholdet og en række af DBU’s andre landshold kunne spille kampe i Danmarks næststørste by. Men det er ikke kun byen, klubben og landets fodboldspillere, der får glæde af et nyt stadion. For udover at det nye stadion skal danne ramme om en masse fodboldkampe og begivenheder, så er det også en del af visionsplanen, at det nye stadion skal favne DBU Jylland, der dermed skal vinke farvel til det nuværende hovedkontor i Tilst og i stedet sige goddag til Kongelunden i Aarhus, forklarer Bent Clausen, formand for DBU Jylland:
”Vi ser en masse gevinster og perspektiver i at blive en del af dette spændende og ambitiøse projekt, som vi synes er den helt rigtige løsning for jysk og dansk fodbold. Vi vil få mulighed for at rykke tættere på et stærkt fodboldmiljø med relevante samarbejdspartnere, hvilket i sidste ende vil styrke både DBU Jylland og hele sammenhængskraften i jysk og dansk fodbold,” udtaler Bent Clausen.
Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus, hilser DBU velkommen:
”I Aarhus er vi rigtig glade for den positive melding fra DBU’s bestyrelse om at gå aktivt ind i arbejdet med at få skabt et moderne fodboldstadion i Aarhus. Vi har de seneste uger endnu engang oplevet, at fodbold betyder enormt meget for byens stolthed og sammenhold. Projekt Kongelunden og et nyt stadion har stor bevågenhed og allerstørste prioritet i Aarhus. Dagens melding fra DBU’s bestyrelse kommer på et rigtigt godt tidspunkt, og vi har inviteret DBU ind i det konkrete projektsamarbejde mellem AGF og Aarhus Kommune, som er tilrettelagt over efteråret.”
Om samarbejdet siger bestyrelsesformand i AGF, Lars Fournais, således:
”Vi hilser DBU’s engagement meget velkommen. Det er et stærkt signal, at de nu ønsker at indgå endnu mere i samarbejdet med et konkret sigte om at placere DBU Jylland i det kommende fodboldstadion i Kongelunden. Det også meget positivt, at DBU ser gode muligheder for at afvikle kampe i vores by for både Herre - og Kvindelandsholdet, og AGF byder DBU velkommen som samarbejdspartner til et kommende nyt fodboldstadion i Aarhus. Vi har i forvejen bevist, at vi kan løfte store landskampe i Ceres Park og det vil vi med et nyt stadion få endnu bedre mulighed for i fremtiden.”