Nul til seks år. Det er de helt små børn, der vælger fodboldfællesskabet til. Helt præcist går 1.249 flere børn i den yngste aldersgruppe til fodbold sammenlignet med året før, og drengene står for 1.061 af de nye medlemskaber. Det viser de årlige medlemstal fra Danmarks Idrætsforbund, der netop er offentliggjort.  

At det netop er de yngste poder, der har fundet vejen til boldbanerne, er ikke tilfældigt, mener Bent Clausen, der er næstformand i DBU og formand for DBU’s Breddekomite:

”Vi har haft meget fokus på at få aktiveret den alleryngste målgruppe og deres forældre for tidligt at gøre opmærksom på fodboldens mange positive elementer. Derfor glæder det mig også, at den øgede fokus er lykkedes,” udtaler Bent Clausen.

De nye medlemstal viser også, at der i alt er 328.722 fodboldspillere i Danmark. En tilbagegang på 1.200 medlemmer sammenlignet med året før, men det ændrer ikke på, at fodbold fortsat er den suverænt største idrætsgren målt på medlemstal. Og for andet år i træk går også antallet af kvindelige fodboldspillere frem. I år med 716 spillere. Det betyder, at der nu er 64.312 kvindelige fodboldspillere. Og selvom fremgangen er lille, betyder den mere end som så, udtaler Bent Clausen:

”At flere voksne kvinder vælger fodbolden til, har en stor betydning for ligestillingen i dansk fodbold. Der er forsat flere mænd end kvinder på landets fodboldbaner, men det går stille og roligt i den rigtige retning på pige- og kvindeområdet.”

 

Unge forlader fodboldbanerne

Det er dog ikke alle, der holder ved fodboldspillet. I aldersgruppen syv til 12 år er antallet af medlemmer faldet med 4.017, mens der ses en tilbagegang på 1.536 hos de unge fra 13 til 18 år. En kedelig udvikling, siger næstformanden:

”Vi står overfor en stor udfordring, når det kommer til at fastholde børn og unge i klubberne. Det må vi blot erkende. Men sammen med klubberne arbejder vi hårdt for at knække koden. Vi er – og har længe været – i gang med en strategi, der har fokus på netop denne målgruppe. Og på baggrund af en udviklingskonference tidligere i år med fokus på netop børn op til 12 år, vil en strategigruppe med repræsentanter fra DBU, DBU Bredde, Divisionsforeningen og Kvindedivisionsforeningen arbejde videre og præsentere en strategi til efteråret,” fortæller Bent Clausen.

Under strategigruppen er der nedsat 10 arbejdsgrupper, der blandt andet kigger på emner som SFO-samarbejde, kamptilbud til alle, matchning, træningstilbud til alle, uddannelse af trænere, klubskifter, adfærd og det gode fodboldmiljø.

Selvom der er blevet 1.200 færre medlemmer i landets nu 1.586 fodboldklubber, er fodbold fortsat landets mest populære foreningsidræt.

 

Fakta om medlemstal

  • Antallet af fodboldspillere er fra 2018 til 2019 faldet med 1.200 medlemmer fra 329.922 til 328.722, svarende til et fald på 0,36 procent.
  • Den største stigning af nye fodboldspillere ses hos den yngste aldersgruppe fra nul til seks år. En stigning på 1.249 medlemmer.
  • For andet år i træk vælger voksne kvinder i højere grad fodboldspillet til. Her ses en stigning på mere end 700 medlemmer.
  • Hos voksne og seniorer over 18 år ses en stigning på over 3.100 medlemmer.
  • Den største tilbagegang ses hos de syv til 12-årige, hvor antallet af medlemmer går tilbage med ca. 4.000, efterfulgt af de 13 til 18-årige, som går tilbage med ca. 1.500 medlemmer.

 

Udvalgte indsatser for at fastholde og rekruttere medlemmer

  • ’Bold og Bevægelse’, der er målrettet børn mellem to og fire år og deres forældre.
  • Projekt ’Træneren er nøglen’, som er en del af den Nationale Sportslige Vision, der de næste 10 år fokuserer på spillerudviklingen gennem uddannelse og udvikling af trænere.
  • Fodbold Fitness og motionsfodbold for voksne, der findes i op mod 400 klubber landet over. Satsningen fortsætter i de kommende år og sker i regi af ’Bevæg dig for livet’, der er et samarbejde mellem DIF, DGI og DBU.