Mød en borgmester, der finder tid til et frivilligt fodboldjob
”Jeg synes ikke, at man bare kan betale et kontingent i en forening og så forvente, at resten kører af sig selv.” Lars Krarup finder selv en masse glade stunder som frivillig, også selvom ungerne nogle gange laver ’nelle’ på ham.
Lars Krarup har et job, der kræver flere arbejdstimer end gennemsnittet. Han er nemlig borgmester i Herning Kommune. Det har han været siden år 2002, hvor han tiltrådte stillingen som kun 29-årig.
Ved siden af sit borgmesterjob prioriterer Lars Krarup også at være frivillig i den lokale fodboldklub KLG, som ligger i Herning-forstaden Lind, hvor han bor med sin familie. Her er han en del af et trænerteam omkring klubbens ca. 40 U10-spillere. Han er fast tilknyttet et af de fire drengehold og har træneransvaret til deres kampe og er der så vidt muligt til træningen hver mandag og onsdag også.
Vi har taget en snak med ham om, hvad der får ham til at bruge noget af sin dyrebare fritid på frivilligt arbejde i fodboldklubben.
Hvorfor startede du som frivillig i fodboldklubben?
- Jeg er jo selv opvokset i Foreningsdanmark og har dyrket meget forskellig sport. Derigennem er jeg blevet inspireret af de frivillige, jeg har mødt på min vej. Som barn tænker man jo ikke så meget over det, men nu som voksen er jeg meget bevidst om de frivilliges betydning i for eksempel en fodboldklub. Da min egen søn, Andreas, så skulle starte til fodbold, var der også en naturlig anledning til, at jeg blev frivillig som først hjælpetræner og derefter træner.
Hvad driver din lyst til at være frivillig?
- Det giver mig mange glade stunder, og jeg synes, det er en fed måde at være sammen med min søn og hans venner på. Det, der driver mig mest, er nok glæden ved at give børnene mulighed for at spille fodbold. Jeg nyder vores high fives og deres glade smil og sjove kommentarer til træning. Det kan for eksempel være ”Jeg lavede lige en nelle på dig, Lars”, eller noget andet sjovt, som man kun kan få et smil på læben af. Det giver mig meget at kunne lære dem noget både fodboldmæssigt og også socialt i forhold til, hvordan man opfører sig.
- En anden bonusting er, at jeg også glemmer mit job lidt, når jeg er ude på fodboldbanen. Jeg har ofte oplevet, at jeg kommer lidt småstresset til træning med for eksempel ondt i hovedet og nakken, og når træningen så er slut, så kommer jeg totalt frisk hjem. Det er virkelig dejligt!
Hvad er udfordrende ved at være frivillig?
- Det kan nogle gange være svært med tiden. Det gælder både i hverdagen, hvis et møde for eksempel trækker ud, eller i weekenden når kampdatoer skal passes ind i en lidt stram kalender. Men det lykkes altid alligevel, og jeg nyder det!
Hvorfor mener du, at andre også skal give en frivillig hånd med i deres fodboldklub?
- Jeg synes, at man skal gøre det, fordi det giver så meget glæde og værdi i ens eget liv at engagere sig frivilligt. For mig betyder det også noget, at nogen skal melde sig som frivillige, for ellers er der jo bare ikke nogen børn, der kan spille fodbold mere. Jeg synes ikke, at man bare kan betale et kontingent i en forening og så forvente, at resten kører af sig selv. Der er masser af ting at hjælpe med, og man behøver ikke at have nogen fodboldfaglighed for at kunne hjælpe. Der skal jo også bages kage, vaskes tøj, koordineres kørsel og alt muligt andet. Alle dele er vigtige, og jeg synes, at man skal give noget til sin lokale klub, for man får så meget igen.