Diversitet, klima, miljø og menneskerettigheder. Det er blot nogle af temaerne på dagsordenen for det første møde, der afholdes i Governance- og Udviklingskomiteen. Et møde, der gik over al forventning, fortæller Helle Thorning-Schmidt: 

”Vi har tårnhøje ambitioner. I komitéen ønsker vi at udfordre og inspirere DBU på områder som etik og governance. DBU skal ikke blot sige, at de er ’En Del af Noget Større’. DBU skal også vise det i alle dele af unionens arbejde,” siger Helle Thorning-Schmidt.

 

Verdensmål og menneskerettigheder

På dagsordenen var emner som klima, verdensmål, HR og ikke mindst diversitet og menneskerettigheder. Og det er ikke uden grund, at den nye komité har fokus på netop de områder, forklarer formanden: 

”Vi vil arbejde med områder, som fylder både nationalt og internationalt. Verdensmål, menneskerettigheder og diversitet. Når der for eksempel afholdes Herre-VM i Qatar i 2022, kan vi ikke ændre det. Beslutningen er taget. Men vi kan møde Qatar med en kritisk dialog om arbejdstagers rettigheder og åbenhed. Nu og frem mod VM.”

Governance-og Udviklingskomiteen har også nedsat to underudvalg, der skal beskæftige sig med fodboldmedicin med Per Bjerregaard som formand, mens Birgitte Ladefoged skal gå forrest i Etik-udvalget. Udvalg, der skal inspirere DBU og sikre en løbende vidensdeling på områderne. I løbet af efteråret nedsætter komiteen endvidere et underudvalg for DBU’s velfærdsalliancer med de danske kommuner.

 

Governance- og Udviklingskomitéens mål

DBU skal være kendt og anerkendt for Good Governance, samfundsansvar og gode relationer ved at sikre transparens og ordentlighed.

Komitéen skal dermed være med til at rådgive DBU’s bestyrelse i arbejdet med at sikre, at unionen er en samfundsbærende rollemodel, der udviser mangfoldighed og opdrager til fællesskab og demokrati.

Governance- og Udviklingskomitéen skal bidrage til arbejdet med at sikre dansk fodbolds etiske profil og grundprincipper og være med til at fremme dansk fodbolds uddannelses- og udviklingsarbejde. 


Medlemmer i Governance- og Udviklingskomitéen

Formand: Helle Thorning-Schmidt, fhv. statsminister
Næstformand: Jørn Hedengran, DBU Sjælland
Per Larsen, fhv. formand, Fodboldens Etiske Råd
Christian Barrett, Formand, Brøndbyernes IF
Kaj Johansen, DBU Fyn
Birgitte Ladefoged, VP, Danfoss
Peter Tornbo, DBU Bestyrelsesmedlem