Skal I nå at søge midler i Foreningspuljen 2019?
Der er allerede delt mange penge ud fra DIF og DGI’s fælles foreningspulje i år, men har din fodboldklub også et ønske om at iværksætte et initiativ, der kan styrke den og gøre den mere attraktiv for nuværende og kommende medlemmer? I har stadig chancen for at søge økonomiske midler i Foreningspuljen 2019, men I skal skynde jer.
Formålet med Foreningspuljen er at give danske idrætsforeninger – herunder fodboldklubber – økonomisk støtte til hverdagens fællesskaber i foreninger og til at skabe rum til udvikling af dem.
Der arbejdes med to kategorier af bevillinger fra Foreningspuljen. Ansøgninger i størrelsesordenen fra 0 til 30.000 kr. behandles administrativt og løbende. Ansøgninger fra kr. 30.001,- til kr. 300.000,- behandles tre gange årligt, og her er skæringsdatoerne for at indsende en ansøgning den 31. marts, den 31. juli og den 31. oktober.
Årsafslutningen for puljen nærmer sig med hastige skridt, så hvis din klub skal nå at indgive en ansøgning om at få nogle af puljens midler, skal I skynde jer!
Du kan læse mere om Foreningspuljen her.
Ansøgningen skal ske gennem det Centrale Foreningsregister: www.medlemstal.dk
I skal benytte jeres unikke CFR-nummer for at oprette en ansøgning, og foreningen skal desuden have et CVR-nummer og en NemKonto for at få udbetalt midler fra Foreningspuljen.