Ny funktion gør det lettere at lave klubaktiviteter
'Juleafslutning', 'Halloween' og 'Vinterturnering'. Klubbens aktiviteter kan nu administreres det samme sted som kontingenter, og deltagere betale direkte i Fodbold app’en.
’Vinterturneringen’ i Sundby Boldklub – 12 af klubbens senior-, oldboys- og veteranhold mødes hvert år på de frostkolde baner på Amager. Spillerne mixes på tværs af alder og køn, dyster i tre uger og lukker af med et brag af en klubfest. En tilbagevendende og traditionsrig klubaktivitet, som nu er bliver lettere at administrere for Sundby Boldklub og resten af landets fodboldklubber.
Styr på betalingerne
’Klubaktiviteter’ giver klubben mulighed for at oprette aktiviteter i administrationssystemet, KlubOffice. Her vælger klubben, hvem der skal inviteres til afslutningsfester, landskampsture eller stævner i udlandet. Deltagerne kan tilmelde sig – og betale – direkte i Fodbold app’en, eller fra klubbens hjemmeside. Pengene går ind i klubbens kontoplan, og betalingerne bogføres efterhånden som tilmeldingerne tikker ind.
Det gør det lettere for Sundby Boldklubs administrator, Flemming Jacobsen, at holde styr på de penge, der flyder rundt i klubben i forbindelse med aktiviteter:
”Vores trænere er glade for ikke at skulle samle penge ind på MobilePay eller via bankoverførsler. Vi ønsker ikke at sætte træneren i den situation, når et hold fx skal til et stævne i udlandet,” fortæller Flemming Jacobsen.
For at kunne benytte ’Klubaktiviteter med online betaling’ kræver det, at klubben har aktiveret online betaling via KlubOffice.
Betal fra telefonen
Det er ikke kun klubben og trænerne i Sundby Boldklub, der nyder godt af de nye retningslinjer for klubaktiviteter. Forældre og spillere er også glade for den nye måde, som gør det lettere at overskue, hvor der skal betales.
”Spillere og forældre synes det er genialt, at de kan se på holdet hvilke aktiviteter de kan tilmelde sig – og betale for dem med det samme, når de er i KampKlar,” fortæller Flemming Jacobsen.
Spillere og forældre kan se de aktiviteter, de er inviteret til, på holdet i KampKlar, i Fodbold app’en og på Mit DBU. Herfra betaler deltageren med sit betalingskort.
Klubben kan også vælge at lave en offentlig aktivitet, som fx kan vises på klubbens Klub-CMS hjemmeside. Her er tilmeldingen således åben for alle.
Se hvordan din klub kan komme i gang med ’Klubaktiviteter med online betaling’ her. Der opkræves et gebyr på 3,50 kr. pr. transaktion. Beløbet går til at forbedre DBU’s IT-systemer, og hjælpe klubberne med brugen af dem.