Der er ikke mange danske fodboldklubber, der kan klare sig uden medlemmer og frivillige, og et af de bedste steder at rekruttere både og, er ved at samarbejde med sin lokale skole.

Med DBU’s aktivitet, ”Hovedet, Kroppen, Klubben”, stiller DBU med både instruktør og sjove aktiviteter, og det eneste i skal gøre er at invitere jeres lokale skole og få en kontaktperson fra klubben til at vise rundt og fortælle om klubben til de mange fremmødte elever.

En Sundhedsdag, en Trivselsdag og en ’Åben Skole’-dag
’Hovedet, Kroppen, Klubben’ består af tre dage - en Sundhedsdag, en Trivselsdag og en ’Åben Skole’-dag. Sundhedsdagen og Trivselsdagen står skolen for at afvikle med udgangspunkt i fyldestgørende undervisningsmaterialer. ’Åben Skole’-dagen afholdes i den lokale fodboldklub af to DBU-instruktører, der kommer med alle materialer.
 
Både skolens indskolingselever (0-3. klasse) og udskolingselever (7-9. klasse) deltager på `Åben Skole´ dagen. Indskolingseleverne guides på dagen gennem et aktivitetsunivers med fokus på fodbold, bevægelse og sundhed, og udskolingseleverne introduceres til det at være ungtrænere.

Motivation til at tage ansvar
Stine Snitgaard Jensen, instruktør på Hovedet, Kroppen, Klubben har været førstehåndvidne til at se at konceptet fungerer:

”De unge får en ejerskabsfølelse over deres station, hvilket giver dem motivation til at tage ansvar og få det til at fungere derude, og det er det projektet kan!

Det er dem selv, der skal klare det ude på posterne, hvor de står med 12 indskolingselever, som bliver ukoncentrerede og urolige, hvis de ældre elever ikke tager ansvar. Det at nogen er afhængige af dem, det giver dem en følelse af medansvar”.

Positive tilbagemeldinger fra klubberne i 2019
I 2019 har i alt 90,1% af de deltagende (40) klubber fået nye spillere til træning på baggrund af at have afviklet `Åben Skole´ dagen i den lokale klub. Derudover har 72,2% af klubberne fået positive tilkendegivelser i forhold til at blive frivillig i deres klub.  

I evalueringsrapporten for Hovedet, Kroppen, Klubben 2019, har flere klubledere da også rost konceptet, og tiltaget.

”Vi mener at dette er det bedste tiltag DBU har lavet i mange år, da der er masser af læring på forskellige parametre, og minimalt arbejde for klubberne, så alt i alt super godt” – Citat fra evalueringsrapporten

”Vi fik en rigtig god oplevelse. Gode instruktører og et koncept der fungerer uden at der skal afsættes mere end en enkelt person fra klubben hele dagen.” – Citat fra evalueringsrapporten

”Den stolthed, der lyste ud af de børn, der allerede spiller i klubben - den gjorde opmærksom på hvor gode ambassadører indskolingselever faktisk er.” – Citat fra evalueringsrapporten

Tilmeld jer idag
Tilmeldingen er åben, og du finder tilmeldingsskemaet lige her 

Spørgsmål
Vil du gerne vide mere? Så kan du kontakte:

DBUS Medarbejdere 140324 019
Projektleder Søren Hørslev Nordtorp
Turnerings-/stævneudvikling, Seniorudvalget 4634 0745

Faktaboks

Hovedet, Kroppen, Klubben+

’Hovedet, Kroppen, Klubben’ er tre dages undervisning bestående af en Trivselsdag (Hovedet), Sundhedsdag (Kroppen) og en Åben Skole’ dag (Klubben)

  • Undervisningen opfylder kompetence- og vidensmål for både ind- og udskoling og er en blanding af klasseundervisning og praktiske øvelser.

  • ’Hovedet, Kroppen, Klubben’ sætter på en sjov og let måde sundhed, trivsel og bevægelse på skoleskemaet.

  • Der kan maks. deltage 100 indskolingselever og 60 udskolingselever på 'Åben Skole'-dagen. Både indskoling og udskoling skal deltage.

  • Målgruppen er: 0.-3. klasse (5-6 timer pr. dag, inkl. pauser og frokost) og 7.-9. klasse (7-7½ time pr. dag, inkl. pauser og frokost)