DBU PRÆSENTERER GOOD GOVERNANCE-REFORM PÅ INTERNATIONAL KONFERENCE
I denne uge samles idrætsorganisationer, politikere, forskere og journalister fra hele verden i Colorado Springs, USA, til Play The Game Conference 2019. DBU’s formand, Jesper Møller, er inviteret til at tale om good governance og åbenhed med udgangspunkt i de reformer, som fodbolden har gennemgået i Danmark og internationalt i UEFA og FIFA de senere år.
For 11. gang afholdes, i denne uge, den internationale Play the Game Conference, som ud fra en række temaer sætter fokus på sport og samfund. Dette års konference præsenterer og debattere en række emner fra sportens internationale politiske agenda som for eksempel anti-doping, korruption og snyd i sport, sport governance og børn og unges tryghed i sporten.
DBU’s formand, Jesper Møller, er inviteret til at give oplægget ’Governance in football: Important steps towards a more transparent sport’ med udgangspunkt i den forandring, der er sket i dansk og international fodbold.
”Good governance og åbenhed er den eneste rigtige vej for dansk og international idræt. Her er Play The Game afgørende, fordi de holder øje med sporten og peger, hvor skoen trykker. I DBU holder vi fokus på åbenhed, diskrimination og bekæmpelse af korruption, doping, matchfixing og enhver form for snyd. Det ser jeg frem til at præsentere og diskutere på konferencen i Colorado," siger Jesper Møller.
Play The Game Conference 2019 kører fra den 13.-16. oktober i Colorado Springs, USA.
Læs Jesper Møllers præsentation her.