Vellykket kongres bliver en fast del af fodboldkalenderen
Første udgave af Fodboldens Kongres afholdt i marts var en stor succes, viser evaluering blandt deltagerne. DBU’s bestyrelse har besluttet, at kongressen skal afholdes hvert andet år. Dermed kan du allerede nu begynde at glæde dig 2021 og den næste store samlingsdag for dansk fodbold.
For første gang nogensinde løb Fodboldens Kongres af stablen den første weekend i marts i år, hvor Forum Horsens dannede rammerne. Her var 520 fodboldfolk - heraf 80 procent af de danske licensklubber - med til at skabe en fantastisk dag fyldt med oplæg og debat om fremtiden for dansk fodbold.
Kongressen blev sat i værk som en del af en politisk reform med målet om at styrke fællesskabet og sammenhængskraften i dansk fodbold. Efterfølgende har begivenheden fået så gode tilbagemeldinger fra deltagerne, at DBU’s bestyrelse har besluttet, at Fodboldens Kongres skal afholdes hvert andet år.
Konstitueret direktør i DBU, Kenneth Reeh, glæder sig over den positive feedback på kongressen og sigter efter at skabe en mindst lige så god oplevelse for fodbolddanmark i 2021.
”Fodboldens Kongres 2019 gik over al forventning, og jeg er meget glad for de positive reaktioner. Det var en stor dag for dansk fodbold med god stemning, debat, erfaringsudveksling og ikke mindst inspiration. Med så godt et ’første forsøg’ var det en let beslutning at gøre kongressen til et fast indslag på fodboldkalenderen, hvor vi diskuterer og løfter i samlet flok,” siger Kenneth Reeh og fortsætter:
”Vi skal fortsætte med at involvere alle i fodbolddanmark samt styrke fællesskabet og sammenhængskraften, og her viste Fodboldens Kongres 2019 sig som et fantastisk værktøj til at dykke ned i aktuelle temaer igennem spændende oplæg og debat. Den succes skal vi gentage i 2021,” lyder det fra Kenneth Reeh.
Fodboldens Kongres 2019 var delt i tre temaer (tre fagspor) med oplæg og debat, hvoraf deltagerne skulle vælge et at følge og fordybe sig i. Disse tre fagspor var klub- og medlemsudvikling, pige- og kvindefodbold samt spiller- og talentudvikling.
Blandt oplægsholderne var tidligere statsminister og formand for DBU’s nyoprettede Governance- og Udviklingskomite, Helle Thorning-Schmidt, der satte udfordringer i pige- og kvindefodbold på spidsen, de to landsholdslegender Ebbe Sand og Jon Dahl Tomasson, der diskuterede talentudvikling og fortalte anekdoter, samt kok og iværksætter, Claus Meyer, der dykkede ned i sin passion for fodbold og hjerteklubben Nykøbing FC.
I evalueringen af kongressen, der er baseret på deltagernes spørgeskemabesvarelser, fremgår det blandt andet, at langt størstedelen af deltagerne syntes, at det var en god kongres med relevant indhold på de tre fagspor. Samtidig blev helhedsoplevelsen og stemningen vurderet særdeles højt blandt deltagerne.
Du kan se et stemningsfyldt galleri fra kongressen lige her, hvor du også kan finde information om de tre fagspor.