Ny sportslig ansvarlig for talenterne

39- årige Kenneth Brogaard bliver ny sportslig ansvarlig for U10-15 drenge og talenttræner i DBU og overtager dermed efter Martin Bloch, der har byttet DBU ud med AGF.

Af: DBU Kommunikation

Der er nu sat navn på DBU’s nye sportslig ansvarlig for U10-15 drenge og talenttræner. Navnet er Kenneth Brogaard, der siden 2005 har arbejdet med fokus på aldersgruppen U10 – U15 i Brøndby IF.  Brogaard er i øjeblikket ansat som T+-træner i Brøndby Masterclass, og har start i DBU 1. august.

”Efter Martin Blochs opsigelse, var det vigtigt for os at finde en person, der kan bringe kompetencerne ledelse og erfaring med aldersgrupperne bedst muligt i spil. Med valget af Kenneth får vi en faglig rigtig dygtig leder på talentområdet, der har stor erfaring både ledelsesmæssigt, og inden for alderssegmentet. Kenneth er samtidig en leder, der har stor erfaring i arbejdet med trænere,” siger talentudviklingschef, Flemming Berg.

”Vi har på talentsiden for drenge fået skabt et rigtig godt organiseret talent setup, og Kenneth er i vores øjne den helt rigtige til at videreføre og videreudvikle talentsegmentet i aldersgruppen U10-U15. Vi har stor tiltro til, at han kan være med til at løfte talentudviklingen yderligere med sit kendskab til, hvad der også rører sig – også blandt klubber, forældre og andre relevante parter under området spiller- og talentudvikling,” vurderer Berg.

Kenneth Brogaard har i de sidste 14 år arbejdet med aldersgruppen i Brøndby, og nu frem til at arbejdet med at fremelske endnu flere talenter på nationalt plan:

” Jeg skal nok ikke starte med at lave noget helt nyt men i stedet justere, supplere og underbygge det eksisterende. Helt grundlæggende drejer det om at skabe et større spillergrundlag. Det kræver, at vi bliver grundigere i vores spillerudvikling og selektering. Så vi skal være dygtigere og mere faglige stærke, end vi har været tidligere, så vi kan få endnu flere spillere igennem nåleøjet. Det betyder, vi skal ind og se på det kognitive fremfor det umiddelbare potentiale, og det er det, som jeg kan.”

Kenneth Brogaard starter i DBU 1. august 2018.

Personligt data

Navn:             Kenneth Brogaard
Fødselsdato:   17. januar 1980

Uddannelsesmæssig baggrund

2018                 Grundlæggende Lederuddannelse, Niels Brock
2009                 Fodboldtræner, UEFA A-licens kursus
2007 - 2008      Neuropæd., tværfaglig uddannelse på University College Lillebaelt.
2003 - 2007      Uddannet Pædagog v/ Højvangseminariet 2007 (Professions Bachelor i ”Identitetsdannelse gennem idræt”.)

Trænerfaglig baggrund

2013 -               Fuldtidsansat i Brøndby IF A/S, Brøndby Masterclass

Arbejdsområder:

-  U-Talent Chef U10 – U15
-  T+ Træner
-  Rekrutteringsansvarlig U10 – U15 (2015 august – 2017 maj)
-  Ansvarlig for Brøndby Masterclass U-scouting setup
-  Ansvarlig for planlægning og udførelse af Specifiktræning U8 – U14 drenge
-  Sportslig ansvarlig for Brøndby IF´s samarbejdsklubber

2010 - 2013      Fuldtidsansat i Brøndbyernes IF
2005 - 2010      Deltids ansat elitetræner i Brøndby IF.
2005 - 2008      Deltids ansat elitetræner i Brøndby IF. (assistenttræner for klubbens U-16 hold/Junior Liga)

 

 

Log ind