Kvindelandsholdet forbereder sig på fremtiden mod VM-deltager
Sommeren byder ikke på en VM-slutrunde for det danske kvindelandshold, så landstræner Lars Søndergaard tyvstarter sine forberedelserne frem mod EM-kvalifikationen i efteråret med et opgør mod VM-favoritterne fra England lørdag d. 25. maj.
Jagten på en gentagelse af EM-succesen henover sommeren i 2017, der kulminerede med sølvmedaljer, er sat ind, efter missionen om VM-deltagelse denne sommer mislykkedes. Det giver Kvindelandsholdet mulighed for at tyvstarte deres forberedelse frem mod EM-kvalifikationen, der starter i efteråret, med en træningskamp i Walsall mod VM-favoritterne fra England lørdag d. 25. maj kl. 14.00.
Henover de seneste samlinger har landstræner Lars Søndergaard sammen med sin stab set en række af profilerne fra ungdomslandsholdene an i træning og kamp. Til denne kamp har det udmøntet sig i udtagelser til 18-årige Emma Snerle fra Fortuna Hjørring, der senest var med på landsholdet under Algarve Cup i februar og marts måned, og 18-årige Sofie Svava fra Brøndby IF, som deltog i A-landsholdets træningslejr på Cypern i januar måned. Desuden er 18-årige Dajan Hashemi fra Linköping FC med for første gang.
”De er udtaget til truppen, fordi det er meget talentfulde spillere, som har gjort det godt på U19-landsholdet og på deres respektive klubhold. Derfor tror jeg også, at de kan bidrage i den nuværende trup og ikke kun i fremtiden,” vurderer landstræneren, der har brugt starten af året på at se spillermaterialet an frem mod den forestående EM-kvalifikation på den anden side af sommerferien.
”Vi håber, at vi kan få nye spillere ind omkring landsholdet, mens vi har en stamme af erfarne spillere, som kan hjælpe dem med at få en god start på landsholdet,” siger Lars Søndergaard, som har udtaget i alt 20 spillere til træningskampen.