U21: Danmark må undvære Joachim Andersen til EM
Den danske forsvarsspiller har været i en kamp med tiden om at blive klar til U21 EM efter en skade. Desværre for Sampdoria-spilleren, når han ikke at blive klar til EM, der starter mandag med første gruppekamp mod Tyskland
Han blev hjemme i Danmark, da resten af det danske U21-landshold tog til Kroatien for at spille sidste testkamp, inden det på mandag går løs mod Tyskland i første gruppekamp i Udine.
Et valg, der skulle given de danske forsvarsgeneral bedst mulige betingelser for at blive sin skade kvit og blive helt klar til sommerens EM-slutrunde. Desværre med få dage tilbage til første kamp er meldingen nu, at den unge dansker ikke bliver klar. Det betyder dermed også, at Jonas Bager erstatter Andersen i EM-truppen, der netop er ankommet til EM-basen i Udine for at starte de sidste forberedelser.
Det er da også en ærgerlig landstræner Niels Frederiksen, der nu må se bort fra en af sine stamspillere i forsvaret:
”Vi har jo hele tiden arbejdet mod at få Joachim klar til slutrunden og skabt optimale betingelser for at det kunne ske. Derfor er det da rigtig ærgerligt både for os som hold og Joachim selv, at han ikke når at blive klar. Jeg ved, han har kæmpet meget hårdt og målrettet lagt mange kræfter i genoptræningen, og vi havde alle på holdet håbet, at han nåede at blive klar til den slutrunde, han meget gerne ville med til,” siger Niels Frederiksen,
Også Joachim Andersen selv er frustreret over, at han ikke nåede at blive klar.
”U21 EM var et af mine helt store mål i denne sæson, så det er sindssygt ærgerligt, at jeg ikke kan være med. Det var min sidste mulighed for at spille med drengene på U21-holdet, så det er surt at skulle sige farvel til dem alle sammen uden at få den afslutning med, som vi har kæmpet så hårdt for,” siger Joachim Andersen.
Den talentfulde dansker vil dog ikke slip på EM helt og rejser derfor efter planen til Udine for at støtte op om de danske EM-drenge på tribunen.