DBU-formand mindes Lennart Johansson
Tidligere UEFA-præsident Lennart Johansson er død, 89 år. DBU-formand Jesper Møller sender sine mindeord.
Tirsdag aften døde Lennart Johansson, tidligere UEFA-præsident og formand for det svenske fodboldforbund. Han blev 89 år.
Lennart Johansson har haft mange tillidsposter i svensk og i international fodbold. Han var formand for den svenske storklub AIK Stockholm fra 1967 til 1980 og for det svenske fodboldforbund fra 1984 – 1991. I 1990 blev han valgt til UEFA-præsident og er med sine 17 år i stolen den længst siddende UEFA-præsident til dato. Som UEFA-præsident var det ham, der overrakte EM-pokalen til den danske landsholdsandfører Lars Olsen ved EM-trimfen i 1992.
DBU’s formand, Jesper Møller, kondolerer og hylder den svenske fodboldformand for hans kæmpe indsats i svensk og international fodbold.
”Lennart Johansson har gjort et kæmpe stykke arbejde for international fodbold og har været en nær ven og samarbejdspartner for DBU i mange år. Han har været med til at udvikle UEFA som organisation og fodbold som den største sportsgren på tværs af Europa. Han holdt ved og jeg har mødt ham flere gange de sidste par år til kampe og UEFA-møder. Vi kondolerer og sender de bedste tanker til hans familie og det svenske fodboldforbund,” udtaler Jesper Møller.