Fodboldstøvler, ketcher eller svømmebriller. Hvad end der ryger ned i sportstaskerne landet over, bliver de pakket af tusindvis af børn, der uge efter uge kan glæde sig til gensyn med træner og holdkammerater. Faktisk er der hele 480.000 af dem. For i Danmark går mere end 80 procent af alle børn fra 7-15 år til organiseret idræt.

Det er i sig selv værd at fejre. Alle erfaringer viser, at et aktivt fritidsliv med fysiske og sociale aktiviteter styrker børns indlæring, netværk, trivsel og fysiske velvære. Følelsen af fællesskab. Frirummet fra resten af hverdagen og oplevelsen af at bruge sin krop er alt sammen med til at give øget selvværd og oplevelsen af at høre sammen. Ifølge forskning forbedrer disse forhold børns opvækst og trivsel i en sådan grad, at vi direkte tør tro på, at det kan bryde negativ social arv.

Derfor er det vigtigt, at vi får alle børn med! Og her ligger en stor opgave, der kalder på handling. For det er langt fra i alle hjem, at idræt fylder som en selvfølge i hverdagen.

En omfattende ny rapport fra VIVE – Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2018 – viser stor social skævhed i børn og unges inklusion i idrætsaktiviteter: 38 procent af de adspurgte 7-19-årige, der lever i en fattig familie, går ikke til sport i en forening. Det tilsvarende tal er 19 procent, når børnene ikke lever i fattigdom.

Rapporten viser også forskelle, når det kommer til etnisk baggrund: 28 procent af børn og unge med indvandrerbaggrund går ikke til sport i fritiden, mod 20 procent, når det gælder børn med etnisk danske rødder.

Andre undersøgelser har tidligere vist, at det især er en udfordring at få pigerne med. Lige nu står over halvdelen af alle etniske minoritetspiger uden for foreningslivet.

Blandt piger, hvor begge forældre er født uden for Europa, er det kun 43 procent, der dyrker idræt i deres fritid. Til sammenligning ved vi, at det næsten er dobbelt op – hele 84 procent – af alle piger, der jævnligt går til sport, hvis begge forældre er født i Danmark.


Vi skal have resten af pigerne med. Reelt set har vi som samfund ikke råd til at lade være.

Fordi vi ved, hvordan et aktivt fritidsliv kan have en forebyggende effekt i forhold til udfordringer i opvæksten. Og fordi vi ved, at der er en markant social skævhed i børns deltagelse i sport og motion, ikke mindst når det gælder pigerne.

Det fremgår bl.a. af en større rapport fra Idrættens Analyse Institut, der i 2016 kortlagde danskernes motionsvaner. Ifølge undersøgelsen er der en tydelig tendens til, at forældrenes baggrund spiller ind på, om familiens børn er del af et fysisk aktivt fritidsliv.

I familier, hvor begge forældre er uden for arbejdsmarkedet, dyrker kun 60 procent idræt. Og særligt når det gælder piger med anden etnisk baggrund end dansk, er der som nævnt potentiale for at hente langt flere ind i foreningslivet.


Forklaringerne på skævheden kan være mange – hver familie, sin historie. Det mest interessante er i virkeligheden, hvad vi kan gøre ved det.

Og her kommer den gode nyhed: Vi ved, at koden kan knækkes. Fælles erfaringer fra DBU, DIF, Red Barnet og Københavns Kommune viser, at samskabende indsatser på tværs af sektorer – frivillige organisationer og kommunale aktører – får flere børn, og i høj grad pigerne, med i foreningslivet.

Der findes et væld af spændende løsninger, der kun venter på at blive bredt ud til det ganske land.

For eksempel har indsatsen FritidsGuiderne, der er drevet af Red Barnet og Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, været i stand til at sikre mere end 1.400 børn i udsatte positioner en plads i foreningslivet i løbet af de sidste to år. Og blandt børnene er der faktisk en lille overvægt af piger med anden etnisk baggrund end dansk.

Red Barnets store korps af frivillige kræfter sørger for at følge børnene til og fra og deres valgte fritidsaktivitet, så det bliver en god og tryg rutine for både barn og forældre. Kommunen betaler børnenes klubkontingent og sørger for at identificere de familier, hvor behovet er størst.


Et andet – og endnu mere udbredt – eksempel er indsatsen ’Plads til Alle’, der siden 2012 har hjulpet mere end 7.000 udsatte børn ind i fritidslivet i samarbejde med landets kommuner. Oprindeligt blev konceptet udviklet af Red Barnet sammen med Kerteminde Kommune. Afsættet var at få kommunens børn i udsatte positioner ind i fritidslivet ved at trække på Red Barnets frivillige.

’Plads til alle’ tog for alvor fart, da Dansk Boldspil Union (DBU) i 2016 indgik i et samarbejde med Red Barnet om at sprede indsatsen til fodboldklubber flere steder i landet. Siden opstarten af samarbejdet har DBU løbende uddannet trænere og ledere til at tage imod børnene i de lokale klubber for at sikre, at børnene kommer godt med fra start og bliver fastholdt i klubberne.


Blandt de deltagende børn i Plads til Alle er piger med flygtninge- eller indvandrerbaggrund. En af dem er Mariam. Den 11-årige pige er flygtet til Danmark fra Afghanistan sammen med sin familie. Mariams forældre taler ikke dansk, og det har i starten ikke været let for pigen at komme ind på livet af danskerne og den nye kultur. Men da hun begyndte i skole og fik venner, der spillede fodbold, skete der noget. Mariam fik selv lyst til at prøve. Gennem kommunen fik Mariam forbindelse med ’Plads til Alle’ i Roskilde. En af Red Barnets lokale frivillige sørgede for, at Mariam blev fulgt til træning i den lokale fodboldklub hver uge, og kommunen betalte for kontingentet, da familiens økonomi var stram.

I dag brænder Mariam stadig for fodbold, har fået en masse jævnaldrende kammerater i klubben og sørger selv for at komme til træning uden hjælp fra frivillige.

Plads til Alle og historier som Mariams er langt fra enestående.


I Danmarks Idrætsforbund (DIF) har indsatsen ’Get2sport’ nu i 13 år bidraget til at styrke de lokale idrætsforeninger i udsatte boligområder, så børn og unge kan blive medlem af en forening og på sigt blive frivillige trænere og nogle endda ledere.

Arbejdet sker i tæt samspil med kommunerne, der er med til at finansiere initiativet lokalt. I dag har DIF’s get2sport-indsats et samarbejde med 49 udsatte boligområder i 21 kommuner, og en stor del af indsatsen samler sig om at få flere piger med.

Samarbejdet på tværs af sektorer er naturligvis en fordel i sig selv – for takket være vores forskellige roller og kompetencer sikrer vi, at vi får spændt et godt net under det enkelte barn, som fastholder barnet i fritidsaktiviteten og sikrer, at barnet får det maksimale udbytte, både i form af en aktiv fritid og det sociale fællesskab, der følger med.


Men samarbejdet på tværs af sektorer har også en anden fordel: Det skaber større rum for overskud, kreativitet og fleksible løsninger, der passer til det enkelte barn. Og netop dét kan være den afgørende faktor, når det gælder om at få etniske minoritetspiger ind i sportsklubberne. Måske handler det om, at klubben får indrettet omklædningsforholdene, så pigerne føler sig mere velkomne. Eller det kan være en fordel at rekruttere flere kvindelige trænere. Her har DBU og DIF’s get2sport i særlig grad høstet gode erfaringer på sommerens mange afholdte Get2Sport-fodboldskoler, hvor det gennem de seneste år er lykkes at rekruttere flere og flere etniske minoritetspiger.

Potentialet for at udvikle flere kreative og samskabende løsninger på tværs af foreningslivet, frivillige og kommuner er enormt. Vi har kun lige set en snert af de muligheder, der ligger derude. Lad os få skabt endnu flere tiltag, hvor idræt, frivillige kræfter og kommuner spiller sammen. Til glæde for ikke mindst de tusindvis af piger, der har en naturlig plads i idrættens fællesskab.