Afgørende fase for Jesper Møllers UEFA-valg begynder nu
Torsdag afgøres det om DBU’s formand, Jesper Møller, vælges til UEFA EXCO. Op til valgdagen har han mødtes med en del af UEFA’s 55 formænd og håber på opbakning til sit ønske om transparens, reformer og en fair fordeling af pengene.
Kort før jul meddelte DBU’s formand, Jesper Møller, at han stiller op til UEFA’s bestyrelse, også kaldte UEFA EXCO. Siden har han mødtes med en række af de 55 fodboldforbund i UEFA og fortalt om sine ønsker og visioner for UEFA’s fremtid.
I løbet af januar har han deltaget i topmøder i FIFA og UEFA i både Marakesh og Budapest, hvor han har mødtes med en stor del af de fodboldformænd, der torsdag skal afgive deres stemme. I dialogen har han fortalt om sine ønsker til UEFA’s fremtid med fokus på følgende punkter, der sammen danner valg-budskabet ’STRONG’:
• Solidarity – fair og solidarisk fordeling af pengene i UEFA.
• Team – samarbejde på tværs af alle lande, store som små.
• Responsibility – ansvarlighed på alle niveauer
• Open – øget transparens, bla. om honorarer
• Nations – tættere dialog mellem UEFA og medlemslandene
• Good Governance – fokus på diversitet, transparens, reformer
“Jeg har både til møderne i januar – og i de senere år – oplevet stor opbakning til de værdier og forslag, som kommer fra de nordiske lande. Vi håber, at det giver nok stemmer på torsdag. Uanset hvad vil vi fortsat arbejde på størst mulig indflydelse til dansk og nordisk fodbold, så vi kan påvirke UEFA’s udvikling og sikre både dansk og nordisk fodbolds position i europæisk fodbold,” siger Jesper Møller.
DBU’s formand stiller op til valget efter opfordring fra blandt andre de nordiske lande, der de senere år har haft et tæt samarbejde både i UEFA og i FIFA. De nordiske lande er allerede i dag repræsenteret i UEFA EXCO med den svenske formand Karl-Erik Nilsson, der samtidig er en af UEFA’s vicepræsidenter. Sammen har de nordiske lande arbejdet for at skabe større fokus på reformer og værdier som transparens, fællesskab, solidaritet og respekt i arbejdet med fodbold internationalt set. De nordiske lande mødes i denne uge forud for UEFA-kongressen i Rom på torsdag, både for at drøfte valget til UEFA Exco men i lige så høj grad for at drøfte andre emner på kongressen.
”Flere og flere forhold i fodboldens verden er afhængige af internationale regler – fra agenter og transfer-regler til turneringsstruktur og fordeling af medieindtægter. Derfor arbejder de nordiske lande tæt sammen for at styrke vores indflydelse på de mange beslutninger. Det vil vi kunne gøre endnu stærkere med en ekstra plads i UEFA Exco,” siger DBU-formanden.
Der er i dag 20 medlemmer af UEFA Exco. Heraf er syv medlemmer på valg – og efter at Kairat Boranbayev (KAZ) har trukket sit kandidatur er der ni personer, der kæmper om de syv pladser:
• Elvedin Begić, Bosnien & Herzegovina
• Sandor Csányi*, Ungarn
• Armand Duka, Albanien
• Fernando Gomes*, Portugal
• Borislav Mihaylov*, Bulgarien
• Jesper Møller Christensen, Danmark
• Andrii Pavelko, Ukraine
• Luis Rubiales, Spanien
• Davor Šuker*, Kroatien
*Nuværende ExCo-medlemmer