Vejen mod EM 2021 starter mod Malta
Det danske kvindelandshold er oppe imod mindre kendte kræfter, når blandt andre Malta og Georgien skal nedlægges på vejen mod billetten til EM 2021. Kvindelandsholdet sparker kvalifikationen i gang mod Malta den 29. august på hjemmebane.
Danskerne var placeret i andet seedingslag ved dagens lodtrækning i UEFA, og undgik derfor store nationer som Østrig og Island. I stedet venter Italien fra første seedingslag samt Bosnien-Hercegovina, Georgien, Israel og Malta venter fra de resterende seedingslag.
På papiret altså relativt ukendte modstandere for Kvindelandsholdet, og landstræner Lars Søndergaard ved også, at der lægger en del forberedelse frem mod de første kampe i efteråret.
”Det er hold, hvor vi skal fokusere på at sætte os ind i, hvordan de spiller og hvilken kvalitet, de indeholder. Men så er der også et hold som Italien, som fik maksimumpoint i deres VM-kvalifikationsgruppe og som virkelig er på vej frem, så det bliver en stor opgave og bestemt også en udfordring – men det er også en modstander, som jeg ser gode chancer med,” siger Lars Søndergaard fra lodtrækningen.
Overordnet set er det en tilfreds landstræner, der inden længe rejser hjem igen fra lodtrækningen i UEFA´s hovedkvarter i Nyon for at begynde forberedelserne frem mod EM-kvalifikationen:
”Vi kan helt ærligt ikke være utilfredse med den her lodtrækning, selv om vi selvfølgelig skal have respekt for alle vores modstandere. Målet er klart: Vi skal kvalificere os til EM og gerne uden at skulle ud i play-off-kampe. Men det kræver højst sandsynligt, at vi vinder mindst én gang over Italien,” siger Lars Søndergaard.
Danmark starter EM-kvalifikationen på hjemmebane mod Malta torsdag den 29. august 2019. Den helt store gruppefinale venter, når holdet slutter EM-kvalifikationen mod Italien også på dansk grund.
Før EM-kvalifikationen sparkes i gang, skal holdet allerede i aktion i næste uge med tre kampe ved Algarve Cup mod Norge og Kina samt en placeringskamp. Du kan følge holdet i turneringen på facebook.dk/kvindelandsholdet.
DANMARKS EM-KVALGRUPPE B:
Italien
Danmark
Bosnien-Herzegovina
Israel
Malta
Georgien