Ingen sanktion efter indberetning
Fodboldens Disciplinærinstans har besluttet ikke at sanktionere hændelse fra kampen AGF-Esbjerg trods indberetning fra video-observatør.
Inden 2018/2019 sæsonen udsendte Fodboldens Disciplinærinstans en retningslinjeskrivelse til klubberne, der redegjorde, at videoobservatøren vil kunne indberette episoder om voldsom adfærd, som vurderes til at kunne have medført en udvisning eller bortvisning. Herudover vil Fodboldens Disciplinærinstans have mulighed for – efter dommerens råd - at idømme en sanktion, når der er tale om meget voldsom eller på anden måde helt usportslig / uacceptabel handlemåde.
Fredag den 8. februar 2019 spillede Esbjerg fB ude mod AGF i Superligaen. I kampens 56. minut opstår der en hændelse mellem Esbjerg fB’s Rodolph Austin og AGF’s Jakob Ankersen, som Fodboldens Disciplinærinstans på baggrund af en indberetning fra videoobservatøren til kampen har behandlet.
Videoobservatøren indberettede til Fodboldens Disciplinærinstans, at han ved sin gennemgang af kampen observerede, at der i nærkampen mellem Rodolph Austin og Jakob Ankersen i det 56. minut, på en hensynsløs måde blev tacklet med armen fra Rodolph Austin mod Jakob Ankersen i hals/brystregionen.
Efterfølgende er kampens dommer, Michael Tykgaard, og Esbjerg fB blevet forbeholdt videoobservatørens indberetning, og blevet bedt om at komme med en redegørelse for hændelsen. Her vurderede Tykgaard efterfølgende, at hændelsen skulle have medført en advarsel, jf. de Disciplinære Bestemmelser 1a, C-3, Andre forseelser, hvor modspiller udsættes for fare.
Da hændelsen alene vurderes til at skulle have medført en advarsel, har Fodboldens Disciplinærinstans vurderet, at der ikke er grundlag for at behandle episoden yderligere.
Der henvises til Disciplinære bestemmelser punkt 1i 1), hvorefter udgangspunktet er, at dommerens beslutninger om spillet er endelige og kun undtagelsesvis kan ændres.