Ny dommer i 3F Superliga
32-årige Jonas Hansen er ekstraordinært rykket op i 3F Superliga af DBU’s Dommerudvalg.
Når de sidste runder af efterårssæsonen i 3F Superliga spilles i de kommende uger, kan spillere og klubber se frem til at møde en ny dommer. DBU’s Dommerudvalg har ekstraordinært valgt, at 32-årige Jonas Hansen fra dags dato skal dømme på det højeste niveau i Danmark efter tre år i 1. division.
Formand for Dommerudvalget Michael Johansen begrunder udvalgets beslutning:
”Vi har valgt at rykke Jonas Hansen op, da han har udvist en ekstraordinær stærk og stabil dommerpræstation i 2019. Jonas indgår samtidigt i det kommende VAR-projekt, som går i luften juli næste år, hvorfor han allerede nu bliver tildelt kampe på højeste niveau for at være bedre forberedt,” siger Michael Johansen og afslører, at Jonas Hansen får debut i den kommende runde.
Jonas Hansen fik sin dommereksamen i 2004. Efter flere års erfaring med at dømme seriekampe blev han i 2013 rykket op i 2. division. I 2016 rykkede han op til at styre kampene i landets næstbedste række.
Den øvrige indrangering af elitedommerne bliver offentliggjort tirsdag den 17. december 2019.