DBU eFodbold deltager i UEFA eEURO 2020
UEFA har netop præsenteret eFodbold-turneringen UEFA eEURO 2020, der starter til foråret og kulminerer med finalestævne mellem semifinaler og finaler ved EURO 2020 i London næste sommer. DBU deltager i kvalifikationen med eFodboldlandshold.
Det kan blive DBU’s eFodboldlandshold, der næste sommer bliver kåret som vinderne af UEFA eEURO 2020-turnering, som UEFA netop har præsenteret i dag.
DBU stiller nemlig op til turneringen, der har deltagelse af over 55 eFodboldlandshold, og som indledes med en online-kvalifikationsrunde i perioden marts til maj næste år. Her bliver der fundet 16 landshold, som derefter skal deltage i finaleturneringen, der fysisk foregår ved et storstilet stævne i London i perioden mellem semifinaler og finaler ved EM-slutrunden.
Turneringen bliver spillet i Pro Evolution Soccer og tager sin begyndelse med udtagelsen af holdet i løbet af efteråret, hvorefter kvalifikationen venter i det nye år.
DBU’s eFodboldlandshold har tidligere deltaget i to turneringer – begge i FIFA-spillet. I februar blev det til samlet sejr ved Fifa 19 Nordics Invitational i Finland med Daniel 'Dingo' Kristensen og Frederik 'Fredberg' Fredberg som spillere og Daniel Barnewitz som coach, mens det i foråret blev til bronzemedaljer ved FIFA eNations Cup i London, hvor landsholdet bestod af Fatih ”FifaÜstün” Üstün og Marcus ”Marcuzo” Jørgensen samt August ”Agge” Rosenmeier som reserve og Dennis Nordenbøll som landstræner.
Læs meget mere om turneringen her