HOLDNING: Licensklubberne er fundamentalt vigtige for udvikling af børnefodbolden i Danmark

På forunderlig vis er der i dansk fodbold opstået et mantra om, at alle spillere op til og med 12 år ikke må opfattes som talentfulde. Det er nærmest en større forbrydelse i dansk fodbold at kalde en spiller under 13 år for et talent, end det er at nævne Lord Voldemorts navn i Harry Potter universet. På denne måde har man organisatorisk skabt to grupper af spillere, som udelukkende er adskilt af alder. Alle spillerne under 13 år tilhører ”spillerudvikling”, mens de bedste spillere i alderen 13-19 år tilhører kategorien ”talentudvikling”. Organisatorisk kan der være fordele i at adskille tingene på denne måde, men vi har selvklart brug for langt flere nuancer, når vi snakker strategier og gode børnemiljøer. Holdningen om at spiller- og talentudvikling er to helt forskellige og adskilte verdener, er således for længst forældet og en alt for simpel måde at anskue tingene på. Alle de spillere, der som voksne ender i Superligaen eller på landsholdet, starter ud som breddespillere og bevæger sig over tid mod en tilværelse som elitespillere. Denne overgangsfase er individuel for alle spillere. Vi ved dog med sikkerhed, at ingen spiller går i seng dagen før sin 13-års fødselsdag som breddespiller og pludselig vågner op næste dag som elitespiller. De bedste spillere befinder sig altid i en overgangsfase over en længere årrække, og det er vores alles ansvar at sikre, at denne overgangsfase håndteres bedst muligt, og at et muligt talent forløses på bedste vis.

Dette gøres ikke ved at putte alle spillere i samme kurv og lade som om, at der ikke er forskel på motivation og evner hos børnene. Alle uden undtagelse, ikke mindst børnene selv, ved at dette ikke er tilfældet, så hvorfor bilde os det ind? Vi skylder børnene ikke at skære dem alle over samme kam og putte dem alle sammen ned i den samme kasse.

Investering i børneudviklingsmiljøer

Licensklubberne arbejder på højtryk disse år med at skabe børneudviklingsmiljøer, hvor der netop er plads til nuancerne. Hvor man både kan videreudvikle spilleren med de ekstraordinære forudsætninger, men også skabe en tryghed og glæde for alle de andre. Eliten har en naturlig interesse i børnefodbolden, da de bedste spillere jo også på et tidspunkt er børn. Men dette er en god ting, da netop eliteklubberne har ressourcerne til at udvikle børnemiljøer af høj kvalitet til gavn for både eliten og bredden. Eksempelvis er der masser af tilfælde rundt i landet, hvor licensklubber samarbejder med breddeklubberne i hverdagen på at skabe bedre træning og løfte kompetenceniveauet i disse klubber. Det nye licenssystem skaber yderligere incitamenter til licensklubberne om at investere ressourcer og økonomi i u10-u12 og understøtter herved udviklingen af børnefodbolden. Forventeligt vil den årlige investering fra licensklubberne alene i u10-u12 segmentet de kommende år være over 20 millioner kroner.

Klubskifter kan i visse tilfælde være det rigtige

Det er en misforståelse, at alsidighed, generel fokus på motorisk udvikling og en legende tilgang til børnefodbold alene er afgørende for udvikling af de bedste spillere. Klubbens generelle udviklingsmiljø, det daglige antal af fodboldtimer og ikke mindst kvaliteten af træningen i klubben er mindst lige så afgørende faktorer. Og netop derfor kan det i visse tilfælde give god mening, at en talentfuld spiller skifter fra en mindre klub til en større klub.

Klubskifter for børn er altid et følsomt område, for der vil altid være en bekymring for, at klubskiftet ikke er for barnets bedste. Men det er ikke en naturlov, at børnene skal blive i deres barndomsklub længst muligt. Udviklingen, i forhold til måden børnene spiller fodbold på, har ændret sig dramatisk de sidste 20-25 år. Hvor man i ”gamle dage” spillede meget fodbold i sin fritid, typisk i gården eller på gaden, spiller man nu mest fodbold i klubben. Tidligere betød de mange ekstra timers gård/gade-fodbold, at man ikke var helt så afhængig af træningen i klubben, for man kompenserede for dårlig træning i klubberne gennem disse ekstra timer i gården og på gaden. I takt med at gård/gade-fodbolden er forsvundet, er spillerne selvklart blevet mere afhængige af kvaliteten af træningen i klubberne, hvis de skal gøre sig håb om at udvikle sig. Konsekvensen heraf er, at den talentfulde spiller tidligere end før er afhængig af at komme ind i et klubmiljø, der kan videreudvikle spilleren. I de tilfælde, hvor den lille barndomsklub ikke kan tilbyde et tilstrækkeligt antal fodboldtimer og den nødvendige kvalitet i træningen, må det nødvendigvis stå helt frit for spilleren og hans forældre at vurdere, hvorvidt et klubskifte er det rigtige. I langt de fleste tilfælde er tålmodighed dog en god ting, når det kommer til klubskifter - hellere skifte lidt for sent end lidt for tidligt.

I fald der skal skiftes klub, vil det i visse tilfælde være en licensklub, der skiftes til, og der har disse licensklubber naturligvis en stor forpligtigelse til ikke at udnytte deres position, men at sikre at skiftet sker i fuld overensstemmelse med de nuværende retningslinjer fra Holdninger og Handlinger og med de fremtidige retningslinjer for Det Gode Fodboldmiljø.

Licensklubberne er lokomotivet i dansk børnefodbold

Vi har alle et ansvar, når det kommer til udviklingen af dansk børnefodbold. Statistikker fra Danmarks Idrætsforbund viser, at medlemstallene for hele landet for drengespillere 0-12 år i perioden 2012-2018 faldt med 11,8% fra 119.222 til 105.174 medlemmer. De tilsvarende tal i de 12 nuværende A-licensklubber i samme periode viser derimod en beskeden stigning på 2,4% fra 5.249 til 5.377 medlemmer. Billedet for drenge i alderen 13-18 år er det samme – et betydeligt fald i medlemmer, når vi kigger på alle klubber, men godt og vel status quo når vi kigger på licensklubberne.

Med tanke på ovenstående tal skal vi måske ikke have så stor fokus på licensklubberne og de relativt få spillere, der skifter fra breddeklubber til licensklubber, men være mere optaget af at stoppe blødningen på antallet af medlemmer i det brede Fodbolddanmark.

Ovenstående tal bekræfter, at vi har en udfordring i forhold til rekruttering og fastholdelse af drengespillere i alderen 0-18 år. I disse år skyder private initiativer frem alle steder og varetager ekstra træning og udvikling af spillerne. Når disse private selskaber pludselig får fodfæste, skyldes det desværre, at der er et marked, hvilket så igen er udtryk for, at for mange klubber tilbyder for lidt. Hverken elite eller bredde har interesse i, at spillernes udvikling varetages af andre end klubberne selv. Der skal vi som klubber være konkurrencedygtige og kunne tilbyde spillere og forældre, hvad de efterspørger. Det handler om stærke klubmiljøer, hvor legen er i centrum, men hvor der også er træning af høj kvalitet og fremfor alt, nok træningstimer til de spillere for hvem fodbold er det sjoveste i livet.

Licensklubberne er lokomotivet i Dansk Fodbold, når det kommer til udvikling af dansk børnefodbold. Det er licensklubberne, der mere end nogen andre investerer økonomiske ressourcer og kompetencer ned i børnefodbolden i disse år (20 millioner årligt er også en slags penge). Herved skabes der nogle fantastiske udviklingsmiljøer, hvor der er fokus på børnenes trivsel og udvikling, og hvor leg og læring spiller perfekt sammen. Individualisering er en af tidens store tendenser. Det betyder, at forældre og børn i dag stiller meget store krav til, at klubberne tager hånd om spillernes personlige og fodboldmæssige udvikling. Ingen er bedre til at imødekomme disse krav end licensklubberne. Dette gøres både i form af deres miljø for de mest talentfulde af børnene, men også ofte i form af deres meget store ungdomsafdelinger i de tilhørende amatørklubber. Licensklubberne trækker således børnefodbolden ind i en ny tidsalder, hvor kravene til klubberne er større end nogensinde, og hvor alt for mange klubber gisper efter vejret for at kunne følge med.