eFodboldlandsholdet ryger ud i semifinalen ved eNations Cup

Argentina blev desværre stopklodsen for det danske eFodboldlandshold ved semifinalen i eNations Cup i London.

eFodboldlandsholdet ryger ud i semifinalen ved eNations Cup
Getty Images / FIFA
Af: DBU Kommunikation

eFodboldlandsholdet kan rejse hjem til Danmark med æren i behold efter deltagelsen i den første udgave nogensinde af FIFA eNations Cup, hvor der bliver dystet i FIFA-spillet.

Danmark røg desværre ud af turneringen med et samlet semifinalenederlag til et stærkt argentinsk mandskab, men holdet kan se tilbage på flere store præstationer i gruppespillet og kvartfinalen.

Lørdag spillede holdet alle fire kampe i gruppespillet og sad dermed over søndag, da den sidste runde skulle spilles. Da alle kampe var færdigspillede, røg Danmark videre til kvartfinalen som nummer to i gruppen.

Mødet med Mexico i kvartfinalen blev en tæt affære og blev først afgjort efter den tredje og sidste kamp mellem de to mandskaber. Der vandt Fatih ”FifaÜstün” Üstün og Marcus ”Marcuzo” Jørgensen, der udgjorde det danske hold til turneringen, nemlig over Mexico med 2-1.

Men Argentina blev altså stopklodsen efter to gange argentinsk sejr på 3-2 over Fatih Üstün og Marcus Jørgensen.

Med sejren tager de to spiller hver 625 EA SPORTS FIFA 19 Global Series points til kontoen.

Turneringen var den første af sin slags og havde deltagelse af i alt 20 landshold. Danmark var i den indledende gruppe oppe mod Australien, Portugal, Holland og Rusland.

Se mere fra turneringen ved at følge med på Instagram og Twitter


Log ind