Den nye landsholdstrøje er klar

I dag præsenterer DBU og hummel Herrelandsholdets nye spillesæt, som Danmark vil bære til VM-slutrunden i Rusland. Spilledragterne kan købes fra dags dato og spillerne er selv kommet med inputs til trøjen.

Når landsholdets skal i kamp for Danmark ved VM i Rusland, bliver det iklædt en splinterny landsholdstrøje fra hummel, der via blå detaljer ved halsen og kanten af ærmet drager paralleller til VM-trøjen i 1986 og EM-trøjen i 1992. hummel-direktør Allan Vad Nielsen fortæller, at spillerne selv har haft muligheden for at sætte deres aftryk på trøjerne, som desuden akkompagneres med sloganet ’Share the Dream’, som skal vise, at de er til for hele Danmark.  

”Hele vores tilgang til landsholdets store turneringer handler om at dele drømmen og om at dele fodbold i vores store fællesskab, og derfor skulle spillerne selvfølgelig også have chancen for at dele deres tanker og idéer om deres drømmetrøje. Den blå farve fungerer som henvisning til tidligere store slutrunder og er dermed også en lille påmindelse om nogle af de største øjeblikke i dansk fodbold. Sådan nogle, som vi sammen drømmer om i de store kommende kampe,” siger hummel-direktør Allan Vad Nielsen.

Tanken med trøjen er at samle Danmark om verdensmesterskabet i fodbold, fortæller DBU’s kommercielle direktør, Jesper Lind Andersson, som glæder sig til at se den nye trøje i aktion af både spillere og fans.  

”Vi er glade og stolte af den nye landsholdstrøje, som hummel har lavet. Det er altid en markering af noget stort, når landsholdet får nye trøjer, og vi i DBU håber på at se en masse til den på gader, stræder og stadions i Rusland,” siger Jesper Lind Andersson.    

Landsholdstrøjen vil bæres af spillerne i testkampene inden VM-slutrunden mod henholdsvis Sverige i Stockholm 2. juni og mod Mexico på Brøndby Stadion 9. juni.  

Hvis du vil have fingre i den nye trøje, kan den bl.a. købes på landsholdshoppen.dk

Log ind