DBU indgår VM-aftale med TEMPUR

Dansk Boldspil-Union har indgået en aftale med TEMPUR, der leverer madrasser, puder og rejseudstyr til Herrelandsholdet og staben i forbindelse med VM.

God søvn er vigtigt for alle, og derfor er DBU meget glade for at have indgået en aftale med TEMPUR. Det betyder, at alle spillere, trænere og den øvrige stab omkring Herrelandsholdet kan nyde godt af TEMPURs kvalitetsmadrasser, puder og rejsesæt. Sidstnævnte består af nakkepuder, sovebriller og andet udstyr til rejser i forbindelse med VM. 

Landedirektør i TEMPUR, Mark Reeh Pedersen, er glad for aftalen.

”TEMPUR er rigtig glade og stolte over at få lov til at hjælpe Herrelandholdet med at optimere på deres restitution og søvn under VM, da al forskning viser, at netop en dyb og god nattesøvn er altafgørende for, hvordan din kommende dag bliver samt ikke mindst din mentale og fysiske præstation,” siger Mark Reeh Pedersen.

DBU’s Kommercielle Direktør, Jesper Lind Andersson, er også begejstret for samarbejdet.

”Vi er glade for aftalen med Tempur, fordi det giver de bedste betingelser for optimal hvile for spillere og stab. Tempurs kvalitet er helt i top, og derfor er vi meget tilfredse med at have indgået aftalen,” siger Jesper Lind Andersson.

Aftalen gælder for VM-slutrunden.

Log ind