God dansk start på VM

Peru startede kampen bedst, men formåede over 90 minutter ikke at nedbryde den danske defensiv. Kampen bød blot på en scoring, den var dansk og blev sendt i kassen af Yussuf Poulsen efter 59 minutter, og dermed sørgede Yussuf Poulsen for en god dansk start på VM.

Man kunne godt fornemme, at det var 36 år siden, at Peru sidst havde været med til et VM, for de kom blæsende fra første fløjt af. De peruvianske spillere var livlige og forsøgte at gennembryde den danske defensiv med en masse småspil – og en hel del langskud. Ingen af forsøgene voldte dog Schmeichel de helt store kvaler – hvis man altså lige ser bort fra et forsøg fra Carrillo, men her parrerede den danske keeper bolden fint ud af feltet.

Danmark kom ikke frem til de helt store chancer i halvlegens første 25 minutter, og første gang vi var en smule farlige, der måtte Thomas Delaney se sit ellers glimrende langskud gå en meter over mål.

Kort efter var Farfan tæt på at bringe Peru foran. Vi begik en lille fejl i opspillet, Peru slog kontra, Farfan blev spillet dybt – men netop som han fyrede af, kom kaptajn Kjær glidende og fik bolden sendt ud til hjørne. Ros til Kjær for en meget veltimet tackling. Selvsamme Farfan fik desværre også skadet William Kvist så meget, at han efter 35 minutter måtte lade sig udskifte af Lasse Schöne. 

Den største danske chance kom efter 39 minutter, hvor Christian Eriksen på kanten af feltet sparkede et frispark i muren, returen endte hos Lasse Schöne, der fyrede et brag af et skud af, men keeper Gallese reddede forsøget. Kort efter var Delaney igen halvfarlig, og det var lige før, at Yussuf Poulsen kunne glide bolden i mål – der havde dog nok været offside, hvis det var sket.

I halvlegens sidste minut så det ud til, at Yussuf Poulsen begik et straffespark på Cueva. Spillet fortsatte dog 20-30 sekunder, men så fløjtede dommer Gassama af – og situationen skulle gennemses på VAR. Den kendelse endte korrekt med et straffe til Peru, men heldigvis valgte Cueva at sparke forsøget langt over mål.


Flot kontra sikrer dansk 1-0 sejr

De sidste 45 minutter startede lidt mere jævnbyrdigt end de første 45, og det var nok Danmark der var bedst rent offensivt. I det 57. minut fik Peru dog en kæmpe chance, men på en eller anden måde, fik de ikke afsluttet – men var det endt i scoring, burde det også være endt i et underkendt mål via VAR, for der var en klokkeklar offside i opspillet frem mod den store chance.

Der var til gengæld ikke offside, da Danmark fik en kontra i det 59. minut. Christian Eriksen førte bolden frem – og lade den smukt til rette for Yussuf Poulsen, han tog et par træk, og sendte så sikkert bolden i mål til 1-0.

Peru var tæt på at udligne blot to minutter senere, Flores afsluttede fint – men Schmeichel viste klassen og reddede forsøget. Som halvlegen skred frem, blev Danmark presset længere og længere tilbage, og Peru var gang på gang tæt på at komme til store chancer. Men vi fik hver gang blokeret – eller også var Schmeichel på plads, og sørgede for, at vi alle – både dem på banen, bænken, tilskuerpladserne og de mange foran TV’et i Danmark, kunne slappe af og sige ”puha”.

I kampens sidste minutter havde Nicolai Jørgensen en stor chance – men her kom en peruviansk fod i vejen – og kort efter var det så Kasper Schmeichels fod der kom i vejen, da Farfan var sidste mand på en kæmpe chance til Peru. Den sidste store chance tilfaldt Christian Eriksen, men han måtte se Gallese blokere hans forsøg.

Efter fem minutters tillægstid fløjtede dommer Gassama kampen af, og var tre gode danske point i hus.

Kampfakta
Peru – Danmark 0-1 (0-0)
59' 0-1 Yussuf Poulsen
40.502 tilskuere på Mordovia Arena, Saransk, Rusland.

Den danske startopstilling (4-3-3)
Kasper Schmeichel – Henrik Dalsgaard, Simon Kjær, Andreas Christensen (81' Mathias Jørgensen), Jens Stryger Larsen – William Kvist (35' Lasse Schöne), Christian Eriksen, Thomas Delaney – Yussuf Poulsen, Nicolai Jørgensen, Pione Sisto (67' Martin Braithwaite)

Ikke benyttede spillere:
Frederik Rønnow, Jonas Lössl, Jonas Knudsen, Lukas Lerager, Andreas Cornelius, Jannik Vestergaard, Michael Krohn-Dehli, Kasper Dolberg, Viktor Fischer

Dommer:
Bakary Gassama (GAM)

Vinkler efter Danmark vs Peru
  • Det var Danmarks første officielle landskamp mod Peru. Det var således anden gang i 2018, at Danmark fik udvidet antallet af modstandernationer i officielle landskampe efter mødet med Panama i marts måned.
  • Det er første gang nogensinde, at Danmark har holdt nullet i fem landskampe i træk. Der er således fortsat ikke scoret mod Danmark i en officiel landskamp i 2018.
  • Det var Danmarks femte åbningskamp ved et VM og den fjerde sejr. De tre tidligere åbningssejre har alle betydet videre avancement fra gruppespillet.
  • Danmark er nu ubesejret i de seneste 16 landskampe, der er endt med ni sejre og syv uafgjorte. Seneste nederlag daterer sig således til oktober 2016, hvor Montenegro vandt 1-0 i København.
  • Danmark er gået videre fra gruppespillet ved de tre tidligere VM, hvor der kom en sejr i første kamp. Det har givet en kvartfinale (1998) og to ottendedelsfinaler (1986 og 2002).

Log ind