Det hele starter i Vildbjerg
U15-TALENTTRÆF: Det er ikke kun i Rusland, at der danske fodboldspillere skal forsøge at vise deres værd. For 57 unge talenter er denne uge en rigtig vigtig en af slagsen. De deltager nemlig i DBU’s U15 talenttræf, der er første skridt på vej mod de danske landshold.
Målscoreren fra seneste landskamp, Yussuf Poulsen, er en af de danske VM-spillere, der startede sin landsholdskarriere ved U15-talenttræffet. En samling den unge angriber stadig husker. Foto: www.fodboldbilleder.dk
I disse dage er fokus for de fleste fans og medier rettet mod det danske herrelandshold, der netop er ankommet til Rusland og om kort tid sparker VM i gang.
Et andet sted på en anden græsbane og i lidt mere ydmyge rammer løber 57 unge fodboldspillere ligeledes rundt og kæmper for en landsholdsplads.
Men modsat de erfarne A-landsholdsspillere spiller de danske U15-drenge i Vildbjerg med DBU-logoet på brystet for første gang.
DBU’s U15 talenttræf er nemlig første skridt mod netop det landshold, der i disse dage forbereder sig på VM. Noget som landsholdsspilleren Yussuf Poulsen tydeligt husker:
"Det var en rigtig fed oplevelse og superfed samling. For mit vedkommende var det første gang, man fik lov til at måle sig med jyderne - så jeg husker det som om, der var rigtig god stemning og masser af knald på. Vi ville jo alle meget gerne vise os frem, og det er også sådan det skal være," erindrer Yussuf Poulsen, der sammen med mange andre på det danske VM-landshold altså startede landsholdskarrieren ved U15-talenttræffet.
For Martin Bloch, som er sportslig ansvarlig for talentområdet og det kommende talenttræf, er det berømte nåleøje lige præcis det, som det kommende U15-talenttræf handler om. ”Det er muligheden for DBU’s talenttrænere samt U-landstrænere at vurdere de allerbedste spillere på landsplan i årgang 2003 via høj matchning,” siger Martin Bloch og fortsætter:
”U15-træffet er en traditionel begivenhed i vores spilleruddannelse og er fire intensive og spændende dage for både os trænere men naturligvis også spillerne. Det er kulminationen efter at spillerne igennem en lang periode som U14 og U15 løbende er blevet besigtiget i adskillige klubkampe og DBU-samlinger.
Og selv om det er tidligt i DBU’s udvælgelsesforløb forventer han et højt niveau af kampe – og det skyldes at man i klubbernes talentmiljøer arbejder både målrettet og grundigt med udvikling af spillerne – ”så vi forventer derfor også et højt niveau af spillerne i de kommende dage,” lyder det fra Martin Bloch.
Udover kampene til træffet, så spilles der også en Future-kamp om lørdagen, hvor små spillere med stort potentiale inviteres ind på dagen for at kunne vise sig frem. Lægger man træffet og Future-kampen sammen, så skulle det alt i alt være en stor begivenhed for U15-spillerne, fortæller Martin Bloch:
”Træffet er en kæmpe motivation for drengene, og samtidig er det afslutningen på U15-uddannelsesåret, hvor de står på tærsklen til vores danske U16 landshold. Og hvem vil ikke gerne spille på det de danske landshold og måske – hvem ved med hårdt og målrettet arbejde – også en dag være en del af en stor slutrunde,” slutter Bloch.
Du kan følge samlingen på www.facebook.com/landsholdsfodbold.herreungdom
Truppen til talentræffet og futurekampen findes her