Målmandstræningen styrkes på talentsiden
DBU fuldtidsansætter Stephen Paddon som ny målmandstræner på herresiden med henblik på at styrke talentudviklingen omkring de bedste målmænd på højeste niveau i Danmark og de danske ungdomslandshold op til U19-landsholdet
Stephen Paddon kan nu koncentrere sig fuldt ud om målmandstræningen og udviklingen af danske målmandstalenter. Foto: DBU
Danmark skal blive endnu dygtigere til at udvikle dygtige keepere på nationalt og internationalt niveau.
Derfor styrker DBU nu talentudviklingen omkring de bedste målmænd i Danmark på U-landsholdene på herresiden med ansættelsen af nuværende målmandstræner og konsulent på U-landsholdene, Stephen Paddon, på fuld tid.
”Ansættelsen af Stephen giver os i langt højere grad end tidligere mulighed for at sætte en strategisk retning for arbejdet med vores unge målmænd på landholdsniveau samt muligheden for at arbejde endnu mere målrettet med målmandsuddannelsen i Danmark. Vi kan og skal blive endnu dygtigere til at styrke talentudviklingen på målmandssiden. Det kræver en fast ressource og er derfor rigtig glade for, at vi nu kan tilknytte Stephen på fuld tid, ” siger talentudviklingschef i DBU, Flemming Berg ifbm. afholdelsen af DBU's store talentkonference i de kommende dage i Kolding, hvor netop dansk talentudvikling på herresiden diskuteres.
Og Stephen Paddon glæder sig til ansvaret for den danske målmandstræning på drengetalentsiden op til og med U19 og ikke mindst at have en mere daglig dialog med landstrænere og klubber – noget han mener er afgørende, hvis Danmark fortsat skal udvikle målmænd på højt niveau til klubber og landshold.
”Jeg ser utrolig meget frem til at starte arbejdet i DBU og arbejde endnu mere strategisk og ensartet med målmandstræningen på tværs af vores U-landshold. Vi er traditionelt set dygtige til at udvikle målmænd i Danmark men kan i mine øjne blive endnu skarpere i vores talentudvikling og målmandstræning. Målmandsrollen ændrer sig hele tiden, og det stiller store krav til, at vi som målmandstrænere er på forkant med fremtidens målmandsspil, siger Stephen paddon og fortsætter:
”Samtidig har vi også i DBU i tæt dialog med klubberne en stor opgave i at skabe en endnu større talentmasse, der kan sikre at vi også i fremtiden kan udvikle målmand til internationalt niveau og til herrelandsholdet,” slutter Paddon.
Stephen Paddon er indehaver af UEFA’s højeste målmandstræneruddannelse Goalkeeper Advanced. Første opgave for Paddon bliver allerede i næste uge, hvor de danske U16, U17 og U19-landshold på herresiden tager på træningstur til Cypern, hvor der ud over adskillige træningspas også venter de danske landshold syv testkampe.