Bale og Irland venter i Nations League

Danmark er blevet parret med Irland og Wales i UEFA’s helt nye turnering Nations League. Danmark kan i turneringen sikre sig en billet til EM i 2020, hvis det skulle glippe i den normale kvalifikation.

Danmark var naturligvis at finde i bowlen sammen med de 54 øvrige europæiske nationer, da der i dag blev trukket lod til Nations League. Åge Hareides tropper var placeret i League B og kunne blandt andre trække vores svenske naboer og Irland, som vi sendte ud i de afgørende playoff-kampe om en billet til VM i Rusland. 

Op af bowlen kom netop Irland samt Wales, der har verdensstjernen Gareth Bale på holdkortet. Assisterende landstræner, Jon Dahl Tomasson, ser det som en spændende lodtrækning, der naturligvis vækker gode minder. 

"Det er to hold, vi kender rigtig godt. Wales studerede vi tæt i forbindelse med playoff-kampene, hvor de var i gruppe med Irland. Og med Irland tænker jeg på lidt sjov og ballade, da vi besejrede dem i playoff-kampene. Det er to dygtige hold med hver sin spillestil. Wales er det spillende hold, mens irerne er lidt mere den gamle britiske stil. Vi oplevede selv, hvor svære de var at spille mod i Parken," siger den assisterende landstræner.

Tomasson glæder sig samtidig over den nye turnering, da den giver flere landskampe med noget på spil. 

“Jeg synes setuppet er rigtig godt med tætte kampe mod hold på samme niveau og op- og nedrykning mellem de fire ligaer. Og så er der ikke mindst en stor gulerod i enden med muligheden for at kvalificere sig til EM," siger Tomasson og uddyber:


“Der er aldrig den største nerve i de normale testkampe, hvor der ikke bliver spillet om noget. Nations League kommer til at give en helt anden omtale og intensitet for både spillere og fans. Interessen vil bare stige, når vi skal møde spillere som Gareth Bale og Aaron Ramsey," siger han.

Hjemmekampe på spil til EURO 2020

Christian Eriksen og Co. skal møde både Wales og Irland ude og hjemme. De opgør spilles fra september til november 2018, og kamptidspunkterne forventes at være på plads cirka klokken 16 i dag. Da der er tre hold i gruppen og dermed blot fire kampe, er der to ledige spilledatoer. Modstanderne dér ventes offentliggjort primo marts. 

Hvis Danmark ikke formår at slutte som nummer 1 eller 2 i EM-kvalifikationen, kan holdet kvalificere sig til slutrunden ved at vinde sin pulje i Nations League og efterfølgende slå to af de andre tre gruppevindere fra League B i playoff-kampe.

Der er i alt fire billetter til EURO 2020 på spil i den nye turnering, som spilles i 12 forskellige lande. Danmark er vært for fire EM-kampe i Parken og vil spille mindst to opgør i nationalarenaen, hvis herrelandsholdet kvalificerer sig til slutrunden. 

Læs mere om hele Nations League-formatet lige her.


De fire grupper i League B. Gruppevinderne spiller om en enkelt plads til EURO 2020.

Log ind