Når hudfarve giver problemer på fodboldbanen
Hver tiende spiller, træner og dommer har oplevet racisme til fodboldkampe. Hvis det skal være slut med fornærmelser som “sorte svin” eller “abe”, kræver det nultolerance og fortsat fokus fra både klubber og spillere.
"Negerbolle", "du får en banan, hvis du scorer" og "perkerunge!" Det er eksempler på, hvad spillere og dommere må lægge øre til på fodboldbanen. Og desværre hører den slags ikke til sjældenhederne på grønsværen.
For en DBU-rundspørge viser, at knap 10 procent har oplevet racistiske tilråb i forbindelse med fodboldkampe, enten mod sig selv eller mod andre - og det spænder over mindre episoder til grove racistiske verbale overfald.
“Skrid hjem, hvor du kommer fra!”
En af de spillere, der har oplevet racismen på egen krop, er 26-årige Can Dursun. Han har spillet fodbold i Danmark igennem hele sit liv. Hovedparten af tiden uden de store problemer, men der er også undtagelser, og det er dem, der gør indtryk:
“Jeg er blevet kaldt “fucking perker”, “sorte svin” og har fået at vide, at jeg skulle “skride hjem”, til trods for, at jeg har boet i Danmark hele mit liv. De fleste episoder er sket under ophedet stemning til kampe, men jeg mener aldrig, at det kan undskylde fornærmelser om min eller andres hudfarve.”
Mange hadefulde tilråb men kun få anmeldelser
Hos Institut for Menneskerettigheder ser man med med alvor på undersøgelsen fra DBU. Specialkonsulent i ligebehandlingsafdelingen, Nanna Margrethe Krusaa, fremhæver, at der findes mange eksempler på meget hadefuld tale i det danske samfund, men at det ikke afspejles i antallet af anmeldelser:
“Der er ikke ret mange, der anmelder racistiske ytringer og hadforbrydelser i Danmark. Det kan der være mange grunde til, men de færreste stopper nok op i situationen, siger fra og noterer navnene på modparten for at kunne gå videre med det. Måske tænker de, at det ikke nytter,” fortæller hun.
Can Dursun har heller ikke meldt episoderne, da han har forsøgt at løse dem selv ved eksempelvis at ignorere tilskuernes råb eller acceptere en undskyldning efterfølgende.
Grænsen går ved de personlige provokationer
Can Dursun er bevidst om, at han selv kan finde på at "stikke" til modstanderne på banen, og at han selv spiller for at vinde. Han kan derfor godt forstå, at man kan blive grebet af stemningen til en kamp. Men han bliver aldrig personlig og mener ikke, at racistiske tilråb kan retfærdiggøres:
“Jeg har heldigvis fået opbakning fra min klub, når grænsen er nået, og jeg mener, at det er meget vigtigt, at klubberne udviser nultolerance over for racisme. Der vil altid være nogle derude, som kan finde på den slags, så det stopper ikke af sig selv.”
Nanna Margrethe Krusaa er enig med Can Dursun i, at det kræver en indsats i fodboldmiljøet:
“Klubberne har et stort ansvar i forhold til at sikre, at de racistiske tilråb ikke finder sted. Der er nogle, der skal sige fra, og det skal ikke ligge hos den forurettede alene. Ellers kommer man ikke problemet til livs," siger hun og peger på indsatser som ‘Giv racismen det røde kort’ som et udmærket initiativ for at få sat fokus på en vigtig problemstilling. Indsatsen har nemlig gennem flere år formået at skabe opmærksomhed og debat om racisme i sports- og kulturlivet.