MENU

Stina Lykke tager to kampe mere i landsholdsmålet

Den erfarne keeper har meldt sig klar til at tage tørnen mellem stængerne for Kvindelandsholdet i de to afgørende VM-kvalifikationskampe mod Kroatien og Sverige.

Landstræner Lars Søndergaard har i dag udtaget de 19 spillere, der skal kæmpe om VM-billetten i de afgørende kvalifikationskampe i Viborg den 30. august og 4. september.

På listen over spillernavne står Stina Lykke som én af de tre keepere, der skal sikre VM-deltagelse for det danske Kvindelandshold. Den erfarne landsholdsspiller sagde ellers stop til landsholdet efter holdets seneste kamp mod Ungarn på Viborg stadion i juni, men ifølge 32-årige Lykke er viljen og lysten til mere:

”Det er altid en ære at spille for sit land, og jeg brænder for at tage en sidste tørn for mine holdkammerater, for fansene og for hele Danmark. Vi står med en stor mulighed for at spille os direkte til VM, og jeg vil gøre mit til, at den drøm bliver en realitet,” siger Stina Lykke.

I første omgang var det kroppen og et ønske om ikke at skulle slutte karrieren midt i en sæson, der gjorde, at Stina Lykke ikke kunne se en mulighed for at fortsætte landsholdskarrieren. Men den tidligere Kolding Q-spiller har holdt sig i gang og er helt klar til at trække landsholdstrøjen over hovedet en sidste gang:

”Efter Ungarn-kampen har jeg løbende talt med Lars og mine landsholdskammerater om situationen. De har alle sammen en forståelse for, at jeg tager to kampe i begyndelsen af en ny fodboldsæson, som jo lige er startet, og så siger farvel. Jeg har trænet med hos Kolding Q og selvtrænet uden for banen, så jeg er 100% klar til de afsindigt vigtige kampe, der venter,” siger Stina Lykke.

Danmark har med to sejre muligheden for at sikre sig den direkte vej til VM.

Du finder hele truppen til de to opgør her, og du kan stadig sikre dig én af de absolut sidste billetter til kampen mod Kroatien på DBU´s billetsalgssite. Kampen mod Sverige i Viborg er udsolgt.


Log ind