MENU

Fodbold skal løfte velfærden i Morsø Kommune

En ny velfærdsalliance mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Morsø Kommune skal styrke kommunens arbejde med velfærd og få flere til at bevæge sig og blive aktive i kommunens fodboldklubber og foreningsliv.

Den nye sundhedsprofil viser, at Morsø Kommunes borgere bevæger sig for lidt. Det skal en ny alliance med DBU være med til at ændre på. Velfærdsalliancen betyder, at Morsø Kommune og lokalområdets fodboldklubber kan få kvalificeret hjælp fra DBU til at indtænke boldspil i hverdagen for alle aldersgrupper, uanset om det foregår på en kommunal institution eller i en fodboldklub. 
 
Borgmester Hans Ejner Bertelsen siger: 
”Jeg glæder mig på vegne af borgerne i Morsø Kommune over denne Velfærdsalliance, som vi har underskrevet med DBU i dag. Vi får en professionel samarbejdspartner med en viden og erfaring, som kan hjælpe os yderligere med at understøtte flere af vores indsatsområder. Morsø Kommunes nye sundhedsprofil viser, at vi bør bevæge os mere, og i samarbejdet med DBU kan og skal vi lave gode indsatser så flere kommer i gang. Morsø Kommune ser meget frem til samarbejdet med DBU”. 
 
I DBU glæder formand Jesper Møller sig over aftalen:
"Fodbold er en motor for fællesskaber og sundhed. Det udnytter vi nu sammen i Morsø Kommune, hvor vi ser frem til at medvirke til løsningen på nogle af de udfordringer, kommunerne har på sundhedsområdet. Samtidig skaber vi klubudvikling og fodboldaktiviteter til glæde og gavn for områdets klubber og foreningsliv."

En vigtig samarbejdspartner
DBU og DBU Jylland anser Morsø Kommune som en vigtig samarbejdspartner for fodbolden, når det gælder om at sikre gode rammer for udviklingen af fodbolden i Morsø kommune samt for at sikre, at endnu flere borgere bliver fysisk aktive samt aktive i foreningslivet. Aftalen gælder indtil  2022 og med mulighed for forlængelse.
 
Velfærdsalliancen med Morsø Kommune er den 19. i rækken af alliancer, DBU har indgået med landets kommuner. DBU arbejder løbende på at indgå nye aftaler med kommuner over hele landet. Målet er at lade fodbold være med til at løse samfundets udfordringer inden for blandt andet sundheds-, integrations- og skoleområdet samt at skabe et tættere samarbejde mellem fodboldklubber, DBUs lokalunioner og kommuner.


Log ind