MENU

Sydbank bliver ny sponsor for Kvindepokalen

Danmarks bedste turnering for kvindeholde får ny officiel partner fra den kommende sæson og tre år frem.

Når holdene i Kvindepokalen stiller til start efter sommerferien, så bliver det med en ny hovedsponsor. Fra den nye sæson og tre år frem skal amatører og professionelle kæmpe om at blive mestre i pokalturneringen, der fra juli ændrer navn fra Kvindepokalen. Præcist hvad navneændringen bliver, er fortsat ved at blive besluttet. Det glæder kommerciel direktør i DBU, Jesper Lind Andersson.

- Kvindepokalen er en turnering med masser af potentiale og spændende kampe på tværs af hold fra flere forskellige rækker. Turneringen er på vej frem både kommercielt og sportsligt, og sponsoratet med Sydbank er et vigtigt skridt på vejen mod en stærkere turnering og en bedre oplevelse på tribunerne for fansene,” siger Jesper Lind Andersson.

Også hos Sydbank glæder man sig til samarbejdet om de to pokalturneringer:

- Vi er rigtig glade for, at vi kan være med til at løfte både herrernes og damernes pokalturnering. Som sponsor vil vi gerne give alle klubber mulighed for at opleve en snert af pokaldrømmen. Gennem vores filialer kommer vi til at være aktive lokalt og hylde de lokale helte og de positive værdier, der ligger i drømmen om at gøre det umulige muligt. Fx arbejder vi på, at klubberne skal kunne vinde unikke præmier, løfte pokaltrofæet til et ægte lokalderby med deres egen klub, få professionel videooptagelse af deres kampe eller noget helt fjerde, udtaler områdedirektør for Salg og Marketing i Sydbank, Nicolai Fl. Frederiksen.

Inden turneringen fra juli bliver sponseret af Sydbank, er der finale mellem de forsvarende mestre fra Brøndby IF og KoldingQ. Finalen spilles St. Bededag den 27. april på Kolding Stadion.

Også DBU Pokalen på herresiden undergår et navneskifte til juli, hvor Sydbank Pokalen også bliver navnet på herrernes pokalturnering. Hos herrerne skal finaledeltagerne findes i uge 17, når FC Fredericia i den ene semifinale tager imod Silkeborg IF, mens Superligaens to tophold fra Brøndby IF og FC Midtjylland brager sammen på Brøndby Stadion.


Log ind