Fodboldens Appelinstans reducerer FCK-sanktion

Fodboldens Appelinstans skærper bøden, men lemper tilskuersanktionerne i instansens afgørelse i den appelsag, som F.C. København havde indbragt efter Fodboldens Disciplinærinstans’ afgørelse den 22. august 2017.

Den 22. august blev F.C. København idømt en bøde på 150.000 kroner og fradømt muligheden for at have tilskuere til to hjemmebaneopgør i enten Superligaen eller DBU Pokalen, hvoraf den ene kamp skulle være mod Brøndby I.F. Herudover blev F.C. København idømt en betinget fradømmelse af hjemmebanetilskuere til yderligere en hjemmekamp.

Det skete ovenpå tilskuerurolighederne fra Alka Superligaopgøret på Brøndby Stadion den 6. august, hvor Brøndby I.F. også efterfølgende blev idømt en bøde på 75.000 kroner.
F.C. København valgte efterfølgende at appellere kendelsen til Fodboldens Appelinstans, som i dag traf en afgørelse i sagen.

Her fandt Appelinstansen indledningsvis, at sagen udelukkende angik spørgsmålet, om Disciplinærinstansens sanktion var proportional i forhold til forseelsen, herunder henset til, at sanktionen hviler på det objektive udebaneansvar.

Instansen understregede, at der er tale om helt uacceptabel adfærd fra F.C. Københavns fans, der har medført, at mennesker har lidt overlast og været i fare, og at dansk fodbolds renomme har lidt skade. Men samtidig vurderede instansen, at F.C. København kun kunne gøres ansvarlig i relation til de handlinger, der blev foretaget i udebaneafsnittet, som klubben havde fået tildelt.

Instansen fandt, at F.C. København kun havde haft begrænset mulighed for at gribe ind over for gruppen af fans adgang til stadion, og at politiet ikke skred ind over for denne gruppe. Samtidig vurderede instansen, at den løsning de to sikkerhedschefer fra de to klubber traf med hensyn til de pågældende fansefterfølgende indgang til stadion var den bedst mulige efter omstændighederne.

Herudover understregede Appelinstansen, at Brøndby som arrangør havde det endelige ansvar for den overordnede sikkerhed på stadion herunder også i det afgrænsede udebaneafsnit.

Slutteligt fandt Appelinstansen det som en formildende omstændighed, at F.C. København straks tog offentlig afstand fra urolighederne, og tog aktion på at få identificeret størstedelen af de pågældende urostiftere.

På den baggrund vurderede Appelinstansen, at sanktionen skulle ændres til en skærpet bødestraf til F.C. København på i alt 300.000 kroner, samt at F.C. København fradømmes retten til at blive tildelt et sektioneret tilskuerafsnit i den førstkommende udekamp i ALKA Superligaen samt i den førstkommende udekamp mod Brøndby I.F. i ALKA Superligaen.

Appelinstansens kendelse kan indbringes for DIF-idrættens Højeste Appelinstans indenfor 4 uger. Fodboldens Appelinstans bestod af Bloch Andersen (formand), Finn Lautrup og Jens Otto Johansen.

Læs kendelsen her.

Log ind