Delaftale på plads: Spillerne er klar til Kroatien-kamp
DBU og Spillerforeningen har indgået en aftale om, at spillerne møder ind til landskampen mod Kroatien, og at forhandlingerne fortsætter efter kampen.
Fredag middag møder spillerne på Kvindelandsholdet ind for at træne og forberede sig til VM-kvalifikationskampen mod Kroatien på tirsdag.
Det sker efter, at DBU og Spillerforeningen har indgået en delaftale, der sikrer gennemførelsen af den vigtige landskamp. Parterne har aftalt, at forhandlingerne fortsætter straks efter Kroatien-landskampen. FIFPro og UEFA indtræder samtidig som mæglere i forhandlingerne om en ny landsholdsaftale.
I DBU er elitechef Kim Hallberg glad for, at spillere møder ind og er klar til kamp:
”Den sidste tid har handlet alt for meget om konflikt – det har skadet Kvindelandsholdet og alle os, der hepper på dem. Nu har vi fuldt fokus på fodbold og forberedelserne til den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Kroatien på tirsdag. Vi glæder os til at træne og spille kamp,” siger han.
Spillerne er under omstændighederne tilfredse med en løsning, der gør det muligt at spille kampen mod Kroatien og forhandle videre om en aftale:
”Det er vigtigt, at vi nu har fået en delaftale på plads, der gør det muligt at spille VM-kvalifikationskampene, og som samtidig betyder, at vi fra begge lejre har givet tilsagn om at forhandle videre og få en kollektiv aftale plads snarest,” siger Pernille Harder, landsholdsanfører.
Landsholdsspillerne samles omkring middagstid og træner sammen på BSF’s baner i Ballerup senere i eftermiddag. Pressen orienteres via presseservice.
Der er ikke nyt fra UEFA/FIFA om mulige sanktioner efter aflysningen af VM-kvalifikationskampen mellem Sverige og Danmark. Derfor er der fuldt fokus på de sportslige forberedelser til kampen mod Kroatien.