Stærke trupper tager til Spanien
U20 & U21: Med to testkampe mod henholdsvis Spanien og England venter der en hård opgave for det danske U21-landshold. Landstræner Niels Frederiksen udtog de første 18 spillere i dag. Få også truppen til U20-landsholdet, der ligeledes tager en tur til Spanien.
U21-landsholdet har netop rundet 550 dage uden nederlag, men der venter en hård opgave mod hhv. Spanien og England.
Det er sidste chance for den danske U21-landstræner Niels Frederiksen at kunne se sine spillere an, inden den endelige EM-trup skal udtages efter planen den 22. maj.
Derfor var der heller ikke de store overraskelser, da truppen onsdag eftermiddag blev offentliggjort på et pressemøde i Fodboldens Hus.
En ærgerlig skade til FC Nordsjællands Pascal Gregor i forsvaret betyder dog, at en enkelt spiller, nemlig Kristian Riis fra FC Midtjylland, er med for første gang, når Danmark den 23. marts møder Spanien i Murcia og fire dage senere England i Randers.
Ellers er de 17 spillere gengangere fra de seneste kampe. Dog ventes Niels Frederiksen at udtage yderligere to – tre spillere, inden holdet samles den 20. marts i Horsens, hvor U21-landsholdet deltager i Dansk Fodbold Award.
Se U21-truppen mod Spanien og England her
Se U21-landsholdets program her
Begge landskampe sendes direkte på 6’eren.
Flere udlandsprofiler også på U20-landsholdet
Og mens U21-landsholdet tester EM-formen, skal også spillere på det kommende U21-landshold i aktion i spanske Marbella, hvor det danske U20-landshold møder hhv. Tjekkiet den 24. marts og Rumænien den 27. marts.
En trup, der ganske sjældent har mulighed for at have udlandsprofiler med, men da datoen for kampene denne gang ligger på en FIFA-dato, har DBU altså fået mulighed for at tage hele seks profiler fra udlandet med – herunder det nykårede U19 talent, Jacob Bruun Larsen, og Phillip Billing fra Huddersfield, samt Joachim Andersen fra Twente.
U19-landstræner Henrik Clausen står i spidsen for holdet, da landstræner Niels Frederiksen er optaget af U21. Dog vil Niels Frederiksen overvære den første af de to kampe i Marbella, og efterfølgende flyve tilbage til Aalborg, hvor han støder til U21-landsholdet igen forud for kampen i Randers.
Se U20-truppen mod Tjekkiet og Rumænien her
Se U20-landsholdets program her