Skal vi vise jeres pokalkamp live?

Nu kan din klub blive en del af den næste magiske pokalfortælling, når DBU Pokalen sparkes i gang i løbet af de næste uger.

Pokalturneringen er noget helt specielt, hvor fodboldspillere i alle afstøbninger og med forskellige ambitioner kan måle sig mod landets helt store stjerner og måske endda skabe et resultat, der aldrig vil blive glemt. Se bare Skagens straffesparkssejr over Brøndby IF i 1987, Egedals sejr over FC Nordsjælland i 2015, eller da Kjellerup i efteråret nede 0-3 mod Lyngby BK leverede et vildt comeback og vandt efter forlænget spilletid.  

Netop den magi vil klubberne, lokalunionerne og DBU gerne indfange, og derfor styrker vi i samarbejde dækningen af DBU Pokalen, hvor din klub får chancen for at blive fulgt helt tæt i forsøget på at nå finalen i Parken. 

Det kommer til at ske på følgende måde allerede her i foråret, hvor pokalturneringen bliver sparket i gang i serierækkerne rundt omkring i landet. 

• Vi live-streamer én kamp pr. runde med flere kameraer, en reporter og en kommentator på vores nye site om DBU Pokalen på pokaltv.dbu.dk

• Klubberne indsender deres bedste argument for, hvorfor netop deres klub har en speciel pokalhistorie, og hvorfor det altså er deres første kamp, vi skal streame. DBU udvælger en kamp.

• Vi følger det samme hold, indtil det hold besejres. Herefter følger vi holdet, der slog dem ud osv. På den måde skaber vi fortællingen om pokalturneringen ude i klubberne i jagten på sensationen frem mod Parken. 

• Cirka hver 14. dag kan man indstille sin kommende kamp i DBU Pokalen til at blive live-streamet, mens holdet vi har fulgt fra 1. runde stadigvæk følges på vej til finalen.

• Derudover får din klub mulighed for selv at uploade underholdende højdepunkter og mål fra jeres pokalkampe til pokaltv.dbu.dk, hvor de bedste mål og jubelscener eller andet bliver kåret og vist frem i vores nye magasinprogram om DBU Pokalen. 

• Vinderen af periodens bedste mål, bliver præmieret med billetter til pokalfinalen. Så det er bare med at finde mobilen frem, og fange de bedste mål derude!

I kan indstille jeres hold og blive en del af det næste pokaleventyr lige her.

Log ind