Fra Randers til the Rams

Emil Riis er blevet kastet for løverne i form af de engelske fans, efter han har fået plads på Derbys U23-hold. Men den tidligere Randers-spiller har ikke fået storhedsvanvid efter at være endt hos the Rams, og mor holder ham stadig i ørerne hjemmefra.

Emil_riis
Emil Riis Jacobsen. Foto: DBU



En del har ændret sig for U19-landsholdsspilleren Emil Riis de seneste par år. Rent ud sagt har alt ændret sig for den 19-årige jyde, siden han for to år siden rev rødderne op og skiftede Randers ud med Derby i hjertet af England. Han gjorde sin entré på U18-holdet hos the Rams og har senere fået debut på U23-holdet – skridtet før førsteholdet og The Championship.

”En ting, der bare er lykkedes, er at komme herover og leve det professionelle liv. Jeg har fået ok med spilletid, synes jeg faktisk, og har spillet store kampe mod gode modstandere. Nu har jeg været her et års tid, og timingen i at tage til udlandet var bare helt perfekt. Jeg skulle hverken have gjort det tidligere eller senere – det var helt perfekt med et læreår først og så derefter at spille med U23,” siger Emil Riis.

Fans med penge på lommen og passion under huden

Championship-klubben Derby Country bryster sig af at samle flere end 30.000 fans til hjemmekampe, og selv til U23-holdets opgør samles flere tusinde mennesker på stadion og råber i kor. En overvældende oplevelse, fortæller Emil Riis.

”Fansene her i England bruger rigtig meget tid og rigtig mange penge på fodbold. Selv i den næstbedste række koster et sæsonkort 5.000 kroner, så det render altså op, hvis du skal have til hele familien. Men det giver folk gerne,” siger Emil Riis.

Angriberen har selv stiftet bekendtskab med den berømte og berygtede engelske fankultur på nærmeste hold, da U23-spillerne var på lægterne til ærkerivalopgøret mellem Derby og Nottingham Forrest.

”Både Nottinghams og Derbys fans går så meget op i det her, at de var lige ved at komme op og slås. Og vi kom til at stå midt imellem de to fangrupperinger i vores Derby-tøj. Så var det altså med at komme væk – mens vi kiggede os over skulderen,” fortæller Emil Riis.

Mor holder talentet i ørerne hele vejen fra Danmark

Emil Riis nåede at afslutte 1.G, før England-eventyret begyndte. Nu er skolebænken blevet digitaliseret og HF bliver færdiggjort via fjernstudier. Ifølge Emil Riis er det frem for alt mors skyld, at han til sommer kan afslutte danskfaget og nærme sig den interaktive studenterhue.

”Jeg laver lektier på mine fridage, men det er ikke det nemmeste at sætte sig selv op til. Hvis det ikke var for min mor, ville jeg have svært ved at komme i gang. Hun holder øje med, hvornår jeg skal aflevere rapporter og har løbende kontakt med min lærer. Og så sparker hun mig i gang, fordi hun godt ved, at der kommer et liv efter fodbolden,” siger Emil Riis.

Angriberen selv er også godt klar over, at hverdagen som professionel fodboldspiller ikke kan vare for evigt. Men lige nu er det svært at forestille sig.

”Jeg har spillet fodbold hele mit liv, og jeg kan ikke forestille mig at lave noget andet. Det er fodbolden, der tæller lige nu,” siger Emil Riis.

Du kan følge Emil og resten af U19-landsholdet på Facebook: Landsholdsfodbold – herreungdom.

EMILS HVERDAG I DERBY:

9.15 møder vi ind til morgenmad.10.30 går vi til træning og træner halvanden time. Herefter er der frokost og fitness, og så ser vi typisk video fra weekendens kampe. Herefter har vi fri, og jeg laver typisk noget sammen med mine holdkammerater. 

Log ind