Sommeren 92: Fodbold i medgang og modgang

Foto: fodboldbilleder.dk

---

Hvor var du, da Danmark slog Tyskland i EM-finalen i 1992?

Vi kan huske, at vi selv så finalekampen så forskellige steder som Rådhuspladsen i København og Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Ligesom andre historiske begivenheder, så er EM92-finalen noget, de fleste danskere kan huske. Hvor de var, hvem de var sammen med, hvordan stemningen var. Og jubelscenerne gennem et dannebrogsklædt København og en fyldt rådhusplads er et af de klip, vi oftest genser i tv.

Fordi det var en national begivenhed. Fordi Danmark samlede sig om EM-heltene og fordi det nationale fællesskab den dag kunne mærkes fra grenen til Grenå. Og det er det, fodbold kan. Forene og samle en hel nation.

Det er lang tid siden – i disse dage præcist 25 år siden – men vi har stadig brug for at samles og glædes som nation. Det er derfor vi den 6. juni afholder en jubilæumskamp mellem Danmark og Tyskland på Brøndby Stadion. Vi håber på en kæmpe fodboldfest med hyldest af både 92-heltene og af frivillige fra landets 1600 fodboldklubber.

Men lad os være ærlige; resultaterne for det danske herrelandshold er ikke helt, som vi kunne ønske dem i øjeblikket. Vi har misset to slutrunder og holdet ligger på en 51. plads på FIFA’s verdensrangliste.

Men vores landshold fortjener kæmpe opbakning. Vi har en landstræner, der har engageret sig i den fan-kultur, der er omkring holdet, vi har et ungt hold med stort potentiale, og vi har titusindvis af danske piger og drenge, der kigger på de rød-hvide landsholdtrøjer, og drømmer om selv en dag at kunne trække blusen over hovedet.

Indimellem må landsholdet lægge ryg til kritik i medier og hos fans, der har høje forventninger til holdet – og det skal de også være. Midt i den danske selvkritik, skal vi huske på, hvad det egentlig var, der førte os frem til EM-sejren i 92 i første omgang: fællesskabet og troen på holdet. Dén tro og dét fællesskab må vi ikke miste.

I Ricardos landsholdstrup i 1992 var ingen større end holdet. Man spillede hinanden stærke og fokuserede på styrkerne, der lå i fællesskabet og holdånden. Også selvom ingen andre havde tillid til, at vi kunne vinde noget som helst, og allerede havde dømt os ude.

Samarbejde trods uenigheder
Selvom der engang imellem er kritik af DBU, oplever vi i vores møder med klubberne stor glæde, tilfredshed og opbakning. Som i enhver anden politisk organisation er der forskellige – og i nogle tilfælde modsatrettede - holdninger, som vi forsøger at binde sammen til en helhed under devisen: uenighed udvikler, men vi skal finde løsninger til gavn for dansk fodbold.

Ja, der har været meget debat – og også kritisk debat - om DBU. For der er forskellige holdninger og forskellige interesser i dansk fodbold – og en sund uenighed om mange forskellige beslutninger.

Dansk fodbold er en konstant vekselvirkning mellem eliten og græsrodsfodbolden. Mellem udviklingen af fremtidens Dolberg’er og Nadim’er og hensynet til fællesskab, inklusion og foreningsliv på U7-holdet i Ravnsbjerg IF. Det er to størrelser, der konstant skal balanceres overfor hinanden. Men vores påstand er sådan set også, at de to yderpoler alligevel hænger uløseligt sammen.

For uden et mål i Parken af Christian Eriksen, så kan DBU ikke sende penge tilbage til Alberte, der opbygger selvtillid og muskelkraft i et godt fællesskab i Bagsværd IF. På fuldstændig samme måde som Get2 Fodboldskolerne giver Hassan i Gellerupparken mulighed for at opdage fodbolden og foreningslivet ligesom hans store idol, Riza Durmisi gjorde det i Brøndby-trøjen. Måske en dag kommer Hassan selv til at sparke bolden i nettet i Parken.

DBU skal i princippet ikke lave overskud. DBU er en interesseorganisation for fodbolden i Danmark. Alle indtægter, der generes af vores landshold eller professionelle klubber kanaliserer vi direkte tilbage i investeringer i spiller- og talentudvikling eller tiltag, der fremmer fodboldens udbredelse i skoler, integrationsprojekter eller fodboldprojekter, der hjælper kræftpatienter på tværs af hele landet.

De to dimensioner i dansk fodbold - elite og bredde - er hinandens forudsætninger. Og det er også derfor, at vi i november underskrev en historisk aftale, der netop – i EM92-ånden – sikrer, at vi satser på fællesskabets styrke. Vi skal fokusere på at spille hinanden stærke.

Opgaverne skal følge spillerne og klubberne
Aftalerne var stærk diskuteret i pressen, og blev kritiseret for ”at efterlade DBU som en tom skal,” som det hed sig i spalterne. Intet er mere forkert. Forandringer tager tid – særligt i en organisation som DBU, der er over 125 år gammel - men aftalerne handler i sidste ende om at lægge opgaverne tæt på, hvor spillerne og klubberne er:

I elitefodbold giver det mening, at Divisionsforeningen - der repræsenterer Superliga- og divisionsklubberne - varetager de opgaver, der har med professionel fodbold at gøre. På samme måde giver det også kun mening, at ansvaret for vores græsrodsaktiviteter ligger i Lokalunionerne tæt på klubberne, da det er dem, der hver dag kridter baner op, møder de frivillige trænere og har den daglige kontakt. Vi mener, at det er god logik, at opgaverne ligger så tæt som muligt på hverdagen for spillerne, trænerne og de mange tusinde danskere, der arbejder med fodbold hver dag.

Aftalerne er også forudsætningen for det, vi tillader os at kalde den Nationale Sportslige Vision for dansk fodbold. DBU har fået foretaget analyser, der viser, at det danske herrelandshold har forudsætninger for at kunne blive nummer 15 i Europa.

Vi tror på, at det kan lade sig gøre. Men det kræver også, at vi ikke bare fortsætter på samme måde, som vi altid har gjort. Det kræver nytænkning og udvikling. Svaret - mener vi - er Den Nationale Sportslige Vision. Den betyder blandt andet 100 millioner kroner øremærket til spiller- og talentudvikling både i eliten, men også på græsrodsniveau.

En ny guldalder for dansk fodbold
Ingen troede det var muligt at vinde EM i 1992. Nogle tror måske heller ikke på DBU lige nu. Men vi tror på, at landsholdet igen får en guldalder, hvor vi ligger på den 15. plads, som vi har forudsætninger for på Europa-ranglisten. Hvor snakken om DBU handler om, hvad frivillighed og foreningsliv gør ved lokalsamfund, integration, fællesskab og sundhed i stedet for om magtkampe, forhandlinger og personfnidder.

Vi tror på, at herrelandsholdet vil opleve samme succes, som kvinderne har lige nu, hvor kvindelandsholdet om kort tid sparker en EM-slutrunde i gang.

Vi tror på det, fordi der er meget mere værdi i dansk fodbold end en mediehistorie om konflikt og uenighed i en politisk organisation. Fordi vi på daglig basis oplever, hvordan fodbold får den ensomme dreng og pige ud af værelset og ned i fodboldstøvlerne. Og fordi vi allerede nu ser, hvordan de 100 millioner kroner, der er sat af til talentudvikling, kommer til at gøre en markant forskel for fremtidens fodboldtalenter.

Så kære Danmark: Vi har stadig meget at gøre for dansk fodbold. Og endnu vigtigere: for den nationale sammenhængskraft. Vi skal samles som nation igen i de rød-hvide farver omkring vores landshold. Vi tre har i hvert fald en ’Ricardo’sk’ tyrkertro på, at dansk fodbold kommer tilbage til sin storhedstid – og vi håber, at I er med os. At I også er eller gerne vil være en del af fællesskabet. Også selvom resultaterne er knap så gode i øjeblikket. For det er jo netop, når modgangen er størst og omverdenen mindst tror på os, at vi danskere har vist os at være bedst.

Vi glæder os til at fejre EM-triumfen sammen med jer på og udenfor banen og bag tv-skærmene den 6.juni, når det nye kuld spiller jubilæumskamp til Schmeichel, Faxe, Laudrup og alle de andre EM-heltes ære.